
Find inspiration til børnenes læsning på biblioteksappen og eReolen
Når man ikke kan komme ind på biblioteket og bladre i alle bøgerne, er der brug for andre metoder til at finde de gode bøger, som skal reserveres eller lånes online. Det her er en guide til, hvordan du kan søge efter aldersgruppe, læseniveau og tema på biblioteksappen og eReolen. På den måde kan du nemt indskrænke udvalget til noget, der passer til dit barn.
Søgefunktionen i biblioteksappen og på eReolen er bygget ens op. Hvis du ikke kender biblioteksappen, så er det en virkelig smart app, hvor du fx kan holde styr på dine lån, søge i de materialer dit bibliotek har, reservere, lave huskeliste og læse nyheder fra dit bibliotek. Desuden kan du finde eReolens ebøger og lydbøger med direkte links til eReolens egen app, hvis du har downloadet den. Biblioteksappen downloades gratis, der hvor du finder dine apps og den hedder ’Biblioteket’.
Guide til søgning
Der er mange måder at søge på. En af dem er at starte med at gå ind i menuen ’søg’ [1] i bunden af skærmen og i dette tilfælde vælge ’børn’ [2].
Her vælger du funktionen ’tilpas’ [3]. eReolens søgefunktion er bygget op på samme måde, der hedder funktionen bare ’filtrér’. Det fungerer præcist som når du leder efter en bluse på Zalando og fx vælger størrelse og farve for at indskrænke søgeresultaterne lidt.
Nu får du en masse muligheder for at indskrænke din søgning, så det passer præcist til dig og dine børn. Du kan fx vælge, at det skal være tegneserier eller skønlitteratur, hvilket sprog og årstal.
I bunden af siden finder du de funktioner, vi arbejder med her.
Nederst kan du justere efter lix-tal [4], hvis du ved, hvilket niveau dit barn læser på (du kan finde en guide her).
Under ’læseniveauer’ kan man justere efter alder eller om det skal være for begynderlæsere eller fx højtlæsning [5].
Hvis man kun laver en søgning på aldersgruppe/læseniveau vil der komme rigtigt mange resultater. Derfor er en kombination af aldersgruppe-/læseniveaussøgning og emnesøgning rigtig godt. I emnemenuen [6] kan du fx vælge ’venskab’, ’sjove bøger’ eller ’kærlighed’.
Måske finder du ikke lige det emne, du gerne vil søge på, så går du bare ud på forsiden eller i søgemenuen og skriver det, du leder efter – jeg vælger dinosaurer. Herefter går jeg ind i ’tilpas’ vælger skønlitteratur, børnematerialer, dansk og læseniveau 7 år. Det giver mig 29 forskellige bøger at kigge på.
Efter at jeg har lavet min dinosaursøgning, kan jeg kigger under emne i tilpasningsmenuen, og her kan man se, at der er kommet nye emneord [7], som er tættere emnemæssigt på dinosaurer. Dem kan jeg bruge som inspiration til min videre søgning.
God læselyst.