Læselyst og læsefællesskaber for børn i indskolingens fritidstilbud

Læselyst og læsefællesskaber for børn i indskolingens fritidstilbud. Aabenraa Biblioteker og Kulturhuse og Kliplev Skoles SFO samarbejdede i skoleåret 2020/2021 og 2021/2022 om projekt ”Kliple Læse Mærken”: Læseglæde blandt børn i Kliplev. 

Baggrund for projektet

  • Undersøgelser viste, at børn og voksne læser mindre end tidligere
  • Kulturministeriet satte fokus på læselyst og oprettede en læselyst-pulje, som kunne søges af folkebiblioteker i samarbejde med lokal SFO

Mål med projektet

  • Projekt Læselyst skulle være med til at kortlægge, hvordan man skaber læselyst blandt børn
  • Det skulle være interessebårne læsefællesskaber, hvor børnene har ejerskab over fællesskabet / aktiviteterne, som tager udgangspunkt i en samskabelse mellem børn og voksne
  • Læsning forstås bredt, så der blev eksperimenteret med metoder og aktiviteter

Projektet har fået 100.000 kr. i tilskud fra Kulturministeriet.

Resumé af projektet

Vi startede projektet med et indledende feltarbejde i SFO'en for at afdække, hvad børnene kunne tænke sig at arbejde med. 

Denne tilgang skulle sikre, at vi udviklede læselystprojektet ud fra et brugerorienteret grundlag og i en samskabelsesproces, hvor børnene bliver aktive deltagere i projektet.Det viste sig, at børnene ville lave deres egne historier. 

Vi gik en tur med børnene i deres by, samtidig med vi fik dem til at fortælle historier - både sande og fantastiske. Ud fra det har vi arbejdet med historiefortælling, og sammen udviklet en overordnet historie, hvor der også er blevet lavet monstre og helte. 

Metoder, vi har benyttet os af, har været forskellige tegneøvelser, leg med worldbuilding, historiefortælling og ord, og vi har både været inde og ude. Derudover har vi også læst historier sammen. 

Det er blevet til et brætspil, som pga. corona, kun er testet en gang af deltagerne (med succes), og derfor eksisterer i mock-up-form. 

Det har været en eksperimenterende tilgang, der har skulle tilpasse sig brugerne, hvilket var noget, vi fra biblioteket meget gerne ville have lov at afprøve, ligesom vi er gået op i, at aktiviteterne skulle ramme kvalitativt og ikke kvantitativt. 

På trods af coronarestriktionerne lykkedes det at gennemføre en masse aktiviteter med involvering af børnene. Via egen narration oplevede børnene en øget lyst til at høre, læse, fortælle. Børnene oplevede, at de selv kan skabe fede historier.

For yderligere oplysninger kontakt Bente F. Mortensen, bfm@aabenraa.dk