
Anbefaling: Byen i skyerne
Centrum i romanen er historien om "Byen i skyerne". En gammel græsk fortælling, der oprindeligt er nedskrevet på stentavler, men som gennem romanen rejser gennem tiden.
Fortællingen er navigerende for historiens opbygning, sådan at hver del af bogen begynder med et uddrag fra denne opdigtede tekst.
Romanen foregår i tre forskellige tidsperioder, og historien om byen i skyerne påvirker alle karakternes liv og binder dem sammen.
Der er Anna og Omeir, hvis liv krydses i 1400 tallets Konstantinobel, og som finder en gammel nedskrivning af fortællingen. Der er Zeno og Seymour, hvis liv krydses i det moderne Amerika, fordi Seymour forsøger at placere en bombe på det bibliotek, hvor Zeno er ved at øve opførelse af sin oversættelse af "Byen i skyerne" med en gruppe 5. klasseselever.
Og så har vi Konstance, som i fremtiden sidder på et rumskib langt væk og studerer jorden. Hendes far fortæller hende historien om "Byen i skyerne", og Konstance bliver fuldstændig opslugt.
Anthony Doer skriver fremragende. Hans karakterer er fascinerende, unikke og interessante, og de ser verden på hver deres særlige måde.
Den måde Doer skriver verden frem på, ud fra hver persons unikke blik og oplevelser, er rammende og rørende. Han formår at opbygge en roman med flere forskellige hovedpersoner meget elegant, så man ikke mister orienteringen, men hele tiden bare får lyst til at læse mere. Til at kende dem og forstå dem bedre.
Byen i skyerne er som en babushka-dukke, der lag på lag er opbygget af fortællingen om byen i skyerne. Helt fra forsiden til romanens opbygning og ned i forskellige lag af plottet og teksten.
Hele tiden drives man frem af romanens lysende tråde i et forsøg på at finde ud af, hvor de mødes.
Det er en roman om kærlighed, venskab, familie, klima, jordens fremtid, krig og meget mere. Kombinationen af velresearchet historisk dybde, reflekteret samtidslitteratur og science fiction fungerer usædvanligt godt, og man skal på ingen måde lade sig afskrække af fremtidselementerne, hvis man ikke normalt læser den genre.