Den Danske Strygekvartet er meget mere end dansk. Kvartetten er et internationalt, klassisk hit. Pressefoto.

Anbefaling: Den Danske Strygekvartet

15.04.21
ANNETTES KLASSISKE ANBEFALING: Denne gang vil jeg fortælle om Den Danske Strygekvartet, som jeg har fulgt i flere år. De blev stiftet for 20 år siden og debuterede året efter i 2002.  

Dengang kaldte de sig Den Unge Danske Strygekvartet og bestod af Frederik Øland, violin, Rune Tonsgaard Sørensen, violin, Asbjørn Nørgaard bratsch, Carl-Oscar Østerlind, cello.  

De tre førstnævnte havde været sammen på sommermusikstævner. Jeg gætter det årlige amatørmusikstævne på Askov Højskole og mødtes alle fire på konservatoriet i København. 

Tilskyndet af deres professor til at gå i gang med Haydns kvartetter, var de lige pludseligt en seriøs kammermusikgruppe. I 2008 kom norske Fredrik Schøyen Sjölin ind som cellist i stedet for Carl-Oscar Østerlind. 

Ifølge kvartetten selv, havde de nu fået skæg, og da Fredrik lignede noget fra Game of Thrones, syntes de andre, han passede fint ind. 

Alt dette er meget hyggeligt, men det er jo musikken, der er det vigtige, og den er fantastisk. 

I 2007 havde de udgivet den første af to cd’er med Carl Nielsens strygekvartetter, og den fik international opmærksomhed. 

Et stort, klassisk anmeldersite i USA gav den 9 ud af 10 stjerner, og anmelderen sluttede med at sige, at hvis man ikke havde BIS-indspilningerne (referenceværket), skulle man købe denne nye cd, og hvis man havde BIS-indspilningen, skulle man alligevel købe den. Han nævner også deres helt utrolige nerve og drive i spillet. 

Den anden cd med Carl Nielsens kvartetter udkom året efter og åbnede døren til såvel de danske som internationale kammermusikscener og festivaler - lige til coronaen satte en stopper for det. 

Jeg har selv de to Carl Nielsen cd’er, og de er dejlige, Carl Nielsen, hvor musikken bare føles helt rigtig.

Deres nyeste projekt er en serie cd’er, PRISM, i anledning af Beethoven 250 år fejringen sidste år, hvor de sætter en kvartet af Beethoven sammen med en Bach fuga (transkriberet for strygere) og et moderne strygerværk.  

Jeg så lige på, hvad jeg kunne finde af anmeldelser for PRISM II og fandt anmeldelser fra Danmark, Norge, Tyskland, England, Holland, Frankrig og USA – alle fine. Jeg glæder mig til at høre den.

Så spiller de også folkemusik ind i mellem og har også udgivet to cd’er. Jeg nød den første; Wood Works. I kan høre deres version af en sønderhoning, Sonderho Bridal Trilogy Part II, fra albummet herunder.

I februar så og hørte jeg hjemmefra på coronavis Den Danske Strygekvartet igen,  da det nye Musikhuset København havde indvielseskoncert, sendt på P2 og streamet fra huset, inden det gamle hus nu skal restaureres meget nænsomt, for at blive koncertsal og samlingssted for den klassisk, akustisk musik. 

Åbningskoncerten kan ses på husets hjemmeside og begynder cirka ni minutter inde med Joakim Knobs præsentation af huset, som vel er værd at høre. 

Femoghalvtreds minutter inde er det Den Danske Strygekvartets tur. De spiller Mozarts 16. strygekvartet, og hvorfor lige Mozart? 

Jo kvartetten er skrevet  samtidigt med husets opførelse, og Mozarts enke, Constance, kom her til fester senere, da hun var blevet dansk gift.

Du finder åbningskoncerten på det nye Musikhuset København på Facebook lige her. 

Får I lyst til at høre mere, så har Aabenraa  Biblioteker & Kulturhuse de fleste af kvartettens cd’er og resten kan vi skaffe.

God fornøjelse 

/Annette Pedersen, bibliotekar på Aabenraa Biblioteker & Kulturhuse