#barelæse: Øhopperen

27.06.22
Skjulte perler, små verdener, korte formater - du er Øhopperen.

En del af #barelæse, bibliotekernes fejring af sommerlæsning

Du vil have lidt og du vil have meget. Lidt action, masser af atmosfære. Få sider, meget stof. Du vil have ferieugernes svar på tapas, for du er Øhopperen, der hopper mellem korte formater og skjulte perler, som var de Kykladerne, Hawaii eller det Østjyske Øhav.

Men hvor skal hoppeturen starte, spørger du måske som et andet Tigerdyr? Her er en række forslag.

Tænk ikke på mig af Vilma Sandnes Johansson

“Nu føles det, som om det er mig, der skal sige det til hende: Du er altså stadig bare dig selv, selvom du ser lidt anderledes ud. Jeg slukker maskinen, og vi ser på hinanden. Smiler.”

Vilma har lige klippet sin mors hår af, og som så mange gange før kan hun ikke finde de ord, der kan hjælpe. Det er et af de mange sårbare øjeblikke i Vilma Sandnes Johanssons autofiktive bog om, hvordan hun som teenager mister sin mor til kræft, mens andre unge omkring hende springer ud i livet.

Historien består af små, skrøbelige situationer, der nemt kunne falde fra hinanden. Men det ender ikke med at føles for småt. I stedet bliver alt det skrøbelige undervejs solidt og stort. Som en anmelder skrev om bogen, da den udkom: “Jeg har tænkt på ‘Tænk ikke på mig’ hver dag, siden jeg læste den.”

Bølger af Eduard von Keyserling

Du skal læse denne lille roman hvis du er til dekadent, doven og vagt faretruende sommerferiestemning. Og hvis du er til dramatiske kærligheds-forviklinger mellem tyske adelige, der ferierer ved havet i slutningen af 1800-tallet. Her møder vi Doralice, en urovækkende smuk kvinde, som er stukket af fra sit ægteskab sammen med den idealistiske maler Hans. Doralices skønhed og skandaløse skilsmisse river tæppet væk under enhver fornemmelse af ordentlig, sund sommerro blandt de adelige. Hurtigt udfolder et drama sig, som river både den unge, uskyldige Lolo, hendes forlovede Hilmar og sågar den gamle, krumryggede gehejmeråd Hr. Knospelius med sig. Alle er forfjamskede, berusede, urolige eller forargede - men hvilken skæbne bliver i sidste ende beseglet af denne sommer, dens lumre hede og havets allestedsnærværende bølgebrus?

Igennem landskaber af Ann Linn Palm Hansen

Vi følger en kunstner i hendes, på overfladen, udramatiske liv. Hendes besøg ved forældrene, hvor moren går tur med hunden og faren cykler ture. Hendes arbejde med farvekoder og hendes møde med andre kunstnere i Berlin. Her sker der altså ikke så meget, men det er heller ikke på det konkrete plan, dramaet søges. For det er gennem hendes blik som kunsnter, at alt det omkringliggende bliver særligt. Alt det store – døden, livet og kunsten – kan ses i det, der omgiver hende hver dag. Døden er i morens leverpletter, kunsten er i en kollegas ansigt og det fremmede lever i en taxa til Berlin.

Hjem af Judith Hermann

Få forfattere kan skrive så gnistrende, medrivende og alligevel lavmælt om livets kringelkroge, underlige situationer og skæve eksistenser som Judith Hermann. I Hjem følger vi en kvinde, som er flyttet ud i et gammelt hus på landet, hvor en mår huserer på loftet. Hun arbejder på sin brors café, drikker vin med sin nabo Mimi og indleder en affære med naboens bror, svineavleren Arild. Det lyder rimelig simpelt. Men Hjem er en læseoplevelse, der overrasker igen og igen. Hovedpersonen tænker tilbage på dengang, hun fik tilbudt jobbet som oversavet dame. Hun skriver breve til sin eksmand, som er samler og forbereder sig på jordens undergang. Hun ser med undren til, mens hendes bror forelsker sig i den unge, grænsesøgende kvinde Nike. Hjem er en lille, vidunderlig roman om livets små og store valg, vores forhold til hinanden og om følelsen af at høre hjemme et sted. 

Hopper Øhopperen helt forbi dine læseønsker for sommeren?

Har du for eksempel brug for mere kulturel fordybelse eller farverig spænding? Så genbesøg de mange andre sommerlæsertyper her.

 

Mere til Øhopperen: 

Tags