Berit anbefaler

1. Pas på mig af Maya Banks
Caleb Devereauxs lillesøster bliver kidnappet og han opsøger en smuk ung kvinde, der er kendt for sin evne til at se ting, der er usynlige for andre. Men evnen har en stor omkostning for den unge kvinde, hver gang hun har brugt sin evne mister hun et stykke af sig selv. Da hun tvinges til at hjælpe Caleb er det lige ved at tilintetgøre hende og hun forsvinder. Men hun er i overhængende fare og får pludselig brug for al Calebs hjælp.
Du kan læse bogen digitalt på eReolen og eReolen global.
2. Mord for øje af Karin Slaughter
Sara Linton er læge i en lille by i Sydstaterne. Da hun finder først en kvinde brutalt myrdet, og dernæst en anden, må hun indse at hun måske selv er en sindssyg seriemorders mål.
Du kan læse og lytte til romanen på eReolen.
3. Forladt af James W. Nichol
Walker Deveraux vokser op hos forskellige plejefamilier, efter at han som 3-årig blev efterladt i en vejkant med et kryptisk brev og et fotografi i lommen. Nu er han 19 og vil finde sin biologiske mor. Sporet begynder i Toronto, og sammen med den skønne kørestolsbrugende Krista arbejder han sig langsomt bagud i sit livs historie. Det bliver en farlig rejse, for ikke alle er interesserede i, at Walker skal finde frem til den grumme sandhed. Forladt er meget velskrevet, og kompositionen skifter elegant mellem nu og urovækkende spring tilbage i tiden med antydninger, som både gør læseren mere og mere urolig og leder på vildspor mere end en gang.
Du kan læse romanen på eReolen.
4. Konkyliesamlerne af Rosamunde Pilcher
I sin livsaften ser Penelope Keeling tilbage på sit brogede liv og mindes forældre, kærlighed, børn og venner og dermed også familiens historie gennem tre generationer.
5. Der hænger en engel alene i skoven af Samuel Bjørk
En seriemorder er løs i Norge. Små piger begynder at dukke døde op. Den kæderygende politimand Holger Munch må først få fat i sin gamle stjerneefterforsker, Mia Krüger, før politiet for alvor kan begynde at trevle sagen op. Men hvad er motivet for morderen og hvorfor er både Munch og Krüger vigtige brikker i det store puslespil? Romanen, jeg vil kalde en "seriemorder thriller", er velskrevet og meget underholdende. Der er som sådan intet nyt under krimisolen, men personerne er stærke og plottet veludført. Placerer sig i den bedre ende af den efterhånden meget store mængde af krimier. Samuel Bjørk er et pseudonym for Frode Sander Øien, norsk forfatter og singer/songwriter, med titler som "Speed til frokost" og "Fantastiske Pepsi Love" på sit cv. Der hænger en engel alene i skoven er hans debut som krimiforfatter.
Lyt til bogen på eReolen.