Bogbingo: Det var ikke planen at købe kålroer

28.05.18
’Det var ikke planen at købe kålroer’ er en sjov og spidsfindig roman, der handler om alt det der sker med os, når vi laver mad. De tankestrømme og refleksioner, der opstår og den bearbejdningsproces, det kan sætte i gang. Det er mad som eskapisme, nydelse, flugt og markør for identitet.


Hvis devisen om ’du er, hvad du spiser’ holder stik, så er Amanda mest af alt kål og linser. Det er heller ikke helt forkert, for Amandas vegetariske kost giver et fingerpeg om, hvem hun er. En lettere løbeafhængig, nogen og 30årig vegetar med hang til kål og politisk korrekthed.

Amanda har svært ved at komme sig over bruddet med sin ekskæreste, kan ikke helt finde rundt i det nye forhold med søde, utrættelige Ryan eller at få skrevet sin ph.d. afhandlingen færdig. Madlavningen er en flugtvej, et frirum, men også et sted, hvor hun giver sig lov til at reflekterer over alt fra Foucault og opvæksten til parforhold og krydderier.

Det var ikke planen at købe kålroer er en kogebogsroman opbygget efter opskriftsbøgernes principper. Hvert kapitel er udformet som en slags opskrift. Titlen referer til retten efterfulgt af listen med ingredienser. Herefter følger beskrivelserne af Amanda, der laver retten, samtidig med at hun tænker og taler. Amanda taler nemlig højt for sig selv i stil med formen fra madlavningsprogrammer. Her bare i en langt mere fri og privat tone.

Den charmerende og uopnåelige idealisme
Anders Haahr Ramussen tapper direkte ind i ’vi-navngiver-segmenter-efter-mad’-kulturen. Helt i tråd med spelt-segmentet kunne man sagtens begynde at tale om et kål-linse-segmentet, som billede på den vegetariske, akademiske, yderst ressourcebevidste person. Amanda går op i genbrug, i at undgå madspild og i at spare penge.

Selv de meste politisk korrekte, ressourcebevidste mennesker må dog indimellem smide mugne grøntsager ud eller tage valg baseret på dovenskab. Og sådan er det da også med Amanda. I byen fråser hun med pengene og selvom hun proklamerer at ”Alle kan skrive en afhandling. Det er et spørgsmål om indstilling.” (s. 16), så har hun lidt svært ved at finde den indstilling. Hun har en masse regler for, hvad der er sundt og usundt, hvad man skal gøre, hvad man må sige og hvordan man skal behandle andre, men paradoksalt nok, har hun svært ved at overholde dem selv.

I Det var ikke planen at købe kålroer formår Anders Haahr Rasmussen at kombinere tidsbillede og samfundsdebat med den rette mængde alvor og humor igennem en helt unik linse: Amanda. Amanda viser, hvor svært det er at leve helt oprigtigt og politisk korrekt, men samtidigt, at der er muligheder. Det er en charmerende og frisk roman med en form, der er nytænkende på en fuldstændig vellykket måde.



Læs hele anmeldelsen på Litteratursiden.dk

 

Materialer