Bogtriatlon: Svømning

04.05.21
Første disciplin i Bogtriatlon er svømning, og her skal du læse en skønlitterær bog. Tre af dine lokale bibliotekarer anbefaler her hver sin roman, der alle er fra 2020 eller 2021.

BOGDYSTEN

Deltag i en bogfemkamp, en bogtriatlon og et bogmaraton. Du kan de næste uger deltage i én eller flere af disciplinerne. Aflever dit udfyldte skema og deltag i konkurrencen om en præmie. Der er en præmie for hver dyst.

Du skal blandt andet igennem "længdespring", hvor du skal læse en bog på minimum 300 sider, "cykling", hvor der skal læses en fagbog, og selvfølgelig bogmaraton, hvor en hel og samlet serie skal tilbagelægges. 

Læs mere om Bogdysten og download plakaten her

Maike Albertsen Zwoch anbefaler: Kærligheden når det er alvor

En gribende fortælling om fem kvinder, der slås med livet på hver deres måde, og deres veje krydser hinanden på forskellige tidspunkter i livet. Det er Paula, Judith, Brida, Malika og Jorinde, som alle er i 40’erne og bor i Leipzig – alle er opvokset indenfor DDR´s grænser.

I deres historier hører vi om mænd og eksmænd, om at være frygtelig ensom, om det at miste et lille barn, om mislykkede datingforsøg - alt det der hører til i det virkelige kvindeliv. 

Forfatteren er eminent til at oprulle deres historier efterhånden, og vi kommer så tæt på personerne, at jeg synes, jeg kendte nogle af disse kvinder. Jeg tænker næsten alle – kvinder - har oplevet noget af det, de fem kvinder går igennem, og det rammer lige i plet – jeg slugte hver en side.

Der er også en anden facet i bogen, som gør den absolut læseværdig; beskrivelsen af deres opvækst i Østtyskland og det traume de fem pigers forældre har haft ved Murens fald. På den ene side en glæde ved den nye frihed og dog også på en måde et farvel til et helt liv…

Daniela Krien er en af de nye, tyske forfattere, og du kan læse romanen på original sprog eller oversat til dansk.

Lars Thomsen anbefaler: Fremtidsspejl

Jeg har altid elsket ordspil. Der kan tit komme noget sjovt eller tankevækkende frem, når man vender rundt på ordene eller bogstaverne. 

En af dansk litteraturs største forfattere, Svend Åge Madsen, mestrer dette til fuldkommenhed. Derudover kan han fortælle en fantastisk historie eller flere som ofte hænger sammen på en underfundig og kringlet måde. Ordspillene starter ofte allerede i bogens titel. Tag fx ”Syv aldres galskab” som oversat til engelsk bliver til Seven Ages of Madness. Med lidt god vilje forfatterens eget navn.

Det hele gælder også Madsens seneste roman ”Fremtidsspejl”. Den har både ordspil og flere historier. Den første historie, vi møder, er historien om kronofysikeren Sverre Jun, som er kommet i lidt af et dilemma. Han har forelsket sig i Juanna, der sælger billetter i biografen, og i Irene, som står i bagerbutikken. 

Juanna er den lyse og muntre pige, der har droppet sit fornavn Mari, som hendes engang flippede forældre navngav hende, mens Irene er den mørke og blide pige.  Sverre er dybt betaget af dem begge. Han vil være sikker i sit valg, og han tænker, at det må der kunne findes en teknologisk og videnskabelig løsning på. Så han går i gang med at opfinde en algoritme, der kan give ham et blik ind i Juannas og Irenes fremtid. 

Og så er historien ellers i gang. Men ikke nok med det.  

Sideløbende hører vi om forfatteren Mithya, hvis mor ligger for døden i den lukkede by Nøjrup, og vi hører om Annet, der er psykolog og arbejder med fysikeren Georg for at finde en metode til at skifte folks sind. En metode, der får et nyt perspektiv, hvis den kombineres med Sverres algoritme. 

Alle historierne griber på madsensk vis ind i hinanden på en spændende og legende måde og man har fået sig en god gang hjernemassage, når man lægger bogen fra sig.

Berit Bladt Olesen anbefaler: Den kinesiske tvilling

Man kan sige meget skidt om Corona, men én af de gode ting, der er kommet ud af den, er de mange og lange gåture i naturen – med en god krimi i ørene. Det har jeg nydt meget.

En af de mange krimier jeg har lyttet til og varmt kan anbefale er ”Den kinesiske tvilling”. På bagsiden af bogen står der: ”Når alting viser sig at være noget andet, end man troede …”

”Den kinesiske tvilling” er en mørk og dyster spændingsroman, der foregår i Vestjylland, hvor Eva og Steen bor. De er fyldt med sorg efter en tragedie, som på uforklarlig vis har gjort at Steen er blevet lam. 

I den lille by sker der samtidig mystiske ting. Et lig bliver gravet op. Et barn bliver kidnappet, og en kvinde er pludselig væk. Og så er det de her mærkelige kinesiske tegn.

Midt i sin sorg og sin kamp med at få hverdagen til at fungere, begynder Eva at undersøge de mærkelig og voldsomme hændelser, der sker i byen. Men hvad mon hun finder? Og hvilke grusomme oplevelser under opvæksten, kan være med til at forme livet fremover?

”Den kinesiske tvilling” en spændingsroman fyldt med familierelationer, særlige traditioner og ritualer fra fremmede kulturer. Hemmeligheder, bedrag og løgne giver desuden bogen en twist af spænding og mystik.
 

Tags
Materialer