Den, der ikke lever stille

04.04.18
Leonora Christina Skovs 'Den, der lever stille' er en stærk roman om at stå ved sig selv og kæmpe mod malplaceret skyld. Den handler om en mor, der ikke elsker sin datter og om datterens forsøg på at finde svar.

Christina vokser op i en familie, hvor man ikke må skille sig ud. Med en mor uden kærlighed, hvis gråd kontrollerer hele familien og en far, der er mere bekymret for sin kone end for sin datter. Et hjem med strenge regler, sparsomme følelser og ingen store armbevægelser. Som 21-årig springer Christina ud som lesbisk, og forældrene vil ikke vide noget af hende.

Romanen skifter mellem et nutidsplan og et fortidsplan. På nutidsplanet møder vi voksne Christina, der har skiftet navn til Leonora. Efter sin mors død, beslutter hun sig for at skrive sin egen historie. På en og samme tid er det hovedpersonens kamp for at videregive den vigtige historie, forstå sin mor og bryde fri af morens kontrol. Men det er vitterligt en kamp, for det er hårdt at se tilbage, og selvom Leonora har levet mange år uden sine forældre, er hun stadig tynget af barndommens skyldfølelse over ikke at være en god nok datter.

Leonora Christina Skov skriver sanseligt og detaljeret i et sprog, der er tilgængeligt for alle typer læsere. Forfatteren har virkelig sans for at mane et rum frem, så det står klart for læseren. Karakterbeskrivelserne er stærke og den afstand, der indimellem er mellem hovedpersonen og andre personer, særligt forældrene, føles tydeligt. Det er en roman om afstand, nærhed, tomhed og sorgen over en kærlighed, man aldrig har fået. 

Materialer
Leonora Christina Skov: Den, der lever stille : roman
Reservér
  • Bog

Den, der lever stille : roman

Af Leonora Christina Skov (2018)
Læs mere