En novelle til din bogfemkamp

24.06.21
Deltager du i vores bogfemkamp og har brug for lidt inspiration til, hvilken novelle du skal læse til 200 m løb? Jeg anbefaler noveller der er både sjove, skræmmende, rørende og stærke.

Noveller har en helt særlig magi over sig, fordi de på utroligt kort tid kan kommunikere en masse. De er skarpt skårede, men beskriver ofte større problemstillinger og emner. Min erfaring er at de kan slå hurtigt og hårdt, men at følelsen og oplevelsen efter endt læsning bliver ved én længe og vokser mere og mere. I en travl hverdag er novellen en fantastisk måde at forbyde sig i en anden, skønlitterær verden, på.

 

Ting vi mistede i ilden

Mariana Enriquez fremskriver elegant en balance mellem nogle personer, der har tilsyneladende almindelige hverdags- og teenageproblemer og så nogle situationer der gør, at man begynder at overveje, om der egentligt er noget overnaturligt på færde. Under mystikken og disse menneskelige beretninger ligger den argentinske virkelighed som en dyb og rungende bund. Mariana Enriquez tager os med til den mørke del af det moderne Argentina med fattigdom, narko, slumkvarter, død, korruption og sort magi. Men også til en verden med venskab, drømme og kærlighed. Det er samfundskritiske noveller, som også engang imellem har en underfundig og underspillet humor, der fungerer rigtigt godt.

 

Mødre, døtre, søstre 

Emma Bess skriver med en stærk psykologisk indsigt om den vekslende dynamik mellem nærhed og intimitet, der er i familier. Familieforholdene i novellesamlingen Mødre, døtre, søstre er prægede af skrøbelighed og smerte, men også intimitet og stor kærlighed. Det er en kærlighed, der indgyder personerne en stærk længsel efter at komme helt tæt på de mennesker, de elsker. Men denne nærhed gør også karaktererne sårbare over for smerte, og nogle steder er længslen efter at komme tæt på så stærk, at det kun kan vende sig til afstandtagen. Emma Bess skriver otte meget sanselige og kropslige noveller om mennesker i forandring og den måde relationer påvirker os og vores selvbillede på.

 

Tyverier 

Thomas Korsgaard skærer helt ind til benet med sine korte, skarpe, præcise og humoristiske beskrivelser af mennesker, der ikke passer helt ind i samfundets normer. Det er de små detaljer, som han virkelig mestrer, og som får de korte novellers univers og personskildringer til at vokse. Det ers kæve vinkler og skæve personer, men samtidigt helt almindelige danskere. Novellerne handler som titlen referer til, om at få taget noget fra sig af andre, i overført betydning. De er noveller om ensomhed, håb, hemmeligheder, løgne, angsten for at tabe ansigt, klasseforskelle, og mennesker der gør hinanden fortræd. Vi møder personer i en slags vendepunkter, presset enten indefra eller udefra. Det er triste skæbner, og det er ofte det tragiske eller groteske i ellers forholdsvis almindelige situationer, der får latteren til at bryde frem.

 

Du kan finde novellesamlingerne og flere jeg anbefaler her under. 

 

Materialer