
Fantasy
Hvis der findes nogen, som ved noget om fantasy, så må J. R. R. Tolkien vel tælles blandt deres rækker. Han har skrevet, at det fantastiske ved fantasy er, at det er en flugt fra hverdagens gøremål og tanker - fra kedsomhed og angst. Det kan endda udvide vores horisont, mener Frodos forfatterfar.
“If we value the freedom of mind and soul, if we're partisans of liberty, then it's our plain duty to escape, and to take as many people with us as we can!” – J. R. R. Tolkien
Fantasy er mere og andet end en underholdende flugt fra vores virkelighed. Det er også en måde at se sit eget samfund på igennem en anden verden og et andet perspektiv. Genren har ofte tråde ind i vores egen verden både historisk, politisk og tematisk. Det kender mange fx fra George R. R. Martins populære romanserie Game of Thrones. Selvom rammen er eventyrlig, kan problemerne og den måde, de håndteres på, skildres med realisme. Store temaer i episke rammer. En kombination der gør sig godt som læsning.
Et væld af forskellige genrer
Fantasygenren opstiller et univers, hvor fysikkens love undergraves, afvises og sættes mere eller mindre ud af spil. Det kan gøres på mange måder og fantasygenren indeholder mange undergenrer. High Fantasy skildrer en, ofte middelalderlig, eventyrverden uden fysisk henvisning til ’den virkelige verden’. Et eksempel er Tolkiens eget værk Ringenes Herre. Low Fantasy udspiller sig delvist eller udelukkende i ’vores verden’, ligesom det sker i Harry Potter-serien. Sarah J. Maas’ Et rige af torne og roser er et eksempel på genren romantic fantasy, hvor romancen spiller en væsentlig rolle. Og listen fortsætter. Man kan også se stort på genren og bare gå efter den gode historie, dem er der nemlig rigtigt mange af.
På Aabenraa Bibliotek har vi i september udstillet fantasybøger. Kom forbi og tag din næste læseoplevelse med hjem.
Du kan også lede videre efter en god fantasy bog eller tegneserie på nedenstående sider. Du kan læse mere om, hvordan du opretter en bruger til bl.a. eReolen Global og Comics Plus under "digitalt" på hjemmesiden.
Links til gode fantasysøgninger:
eReolen
eReolen Global
Comics Plus
Aabenraa Bibliotekerne