Fortid og nutid på kollisionskurs

Tour de chambre handler om længsel, begær, venskaber, familie, hemmeligheder, kærligheden til kunsten og til sproget.

Det er en roman om hemmeligheder, om hvordan de bor i os, og hvad der kan ske, når de finder vej ind til det, du elsker mest. Men også en roman om at give sig selv til en anden og om at finde ro i at være noget for nogen.

Vores hovedperson, Asta, er en forfatter på vej ud af sin ungdom, som bøvler med at finde kærligheden og få det barn, hun så brændende ønsker. Hun modtager en invitation til en mindehøjtidelighed for en universitetsven, og det bringer hende tilbage til ungdommen.

I ungdomsårene møder vi en følsom Asta, en spirende forfatter, der skriver sine første digte og forsøger at finde sin plads i det nye kollegie, i verden, i kunsten og i sig selv. Den afdøde August var kærester med Astas bedste veninde Mai.

Men den unge Asta finder en ligesindet i August; en hun kan dele sin kunst med, sin måde at se verden på og sin kærlighed til sproget med. Tiltrækningen piner hende og bliver sværere og sværere at stå imod.

I nutiden tumler Asta med fortiden, og hvad den betyder for forholdet til bedstevennen Mai og hendes lille søn. Deres relation er tæt og Asta lever nærmest i et pseudoparforhold med Mai, som indimellem kan være svært at ånde i. Særligt når der er en historie, som presser sig på, en nødvendig historie som vil skrives og så snart hun går i gang, kan hun ikke slippe den. 

Sansende, reflekteret og flydende sprog

Roman er skrevet i en kortprosa-form, hvor linjerne er opstillet næsten som digte, hvilket giver romanen en lyrisk karakter.

En messengerbesked fra Mai på to linjer kan stå for sig selv på én side med det efterfølgende svar på næste side, så synet af den tomme side og den taktile fornemmelse af at bladre side giver en fornemmelse af tidsrummet mellem svarene og kan virke nærmest tyngende, ladet med betydning.

Tine Høeg bruger linjeopdelingerne og sideopsætningen meget effektfuldt som et ekstra instrument til at fremhæve betydning eller komplicerer betydningen af et ellers simpelt udsagn.

Sproget er enkelt med nogle meget sansende, lyriske og æstetiske udtryk og indtryk fra Asta. Tine Høeg skriver stort set uden punktummer og store bogstaver, som en talestrøm eller bevidsthedsstrøm, der afbrydes af messengerbeskeder - talesprogsagtigt og reflekteret. Det er varmt, flydende og intenst.

Tour de chambre foregår i spændingsfeltet mellem fortidens ungdom og nutidens voksenliv. Som to punkter der springes mellem, som to modsætninger, men samtidigt også som to sider, der hele tiden spiller ind i og påvirker hinanden. Kærligheden og dens mange former er en af de samlende tråde. Denne lille perle af en roman er en sansende, fortvivlende og morsom oplevelse.