Galskab i litteraturen

19.04.18
Galskab er et stort tema i litteraturhistorien. Forfattere har udforsket menneskets sind når det er mørkt, forræderisk og går andre veje end det, vi anser for normalt. Gale er blevet fremstillet som dumme og skøre, men også som stærke, intelligente, i besiddelse af kreativ kraft.

I dag anser vi galskab for at være psykisk sygdom, en ofte isoleret del af samfundet. En modpol til rationalitet. Sådan har det ikke altid været. I renæssancen så man gale som nogle, der besad en form for fornuft, der overgik fornuften. De var en del af gadebilledet, ligesom de var i Middelalderen. I midten af 1700-tallet begyndte man at spærre de gale mennesker inde og modsætningen mellem gal og intelligent blev skærpet.

Historien om sammenhængen mellem litteratur og galskab er lang og varieret. Den strækker sig helt tilbage til antikken. Udover at kunsten beskæftiger sig med emnet, har forestillingen om den poetiske galskab en lang tradition. I Shakespeares En Skærsommernatsdrøm siger Thesus, at poeten og den gale har det til fælles, at de har en overvældende indbildningskraft eller fantasi. Kreativiteten er en kraft, der må udelukke de rationelle, strukturerede måder, vi normalt tænker på. I den tankegange er kunsten og galskaben privilegerede og stærke positioner.

Fyrst Mysjkin fra Dostojevskijs Idioten og Shakespeares genkommende karakter Falstaff har det til fælles, at de af det omkringliggende samfund bliver set som anderledes, idioter, skøre. De er bevidste om det og mener samtidigt, at de besidder en form for indsigt, som de andre ikke har. Den latter de får fra andre, er en kritik af det samfund, der har skabt dem. I en anden grøft finder vi Don Quijote, der er blevet skør og gør sig selv til grin pga. de ridderbøger, han har læst. Der er ikke særligt meget skjult intelligens at finde der.

I starten af det 20. århundrede, modernismens tid, var forfattere som James Joyce og Virginia Woolf interesserede i de kaotiske bevidsthedsstrømme i mennesket og den splittelse, der opstår i et sindssygt sind.  Forfattere som Jack Kerouac og William Burroughs tematiserede alkoholen og stoffernes galskab. Disse og andre som Hemingway, David Foster Wallace, Tove Ditlevsen og Sylvia Plath er eksempler på forfattere, der selv oplevede sindssygdom og en virkelighed, der var anderledes end andres.

Hvem bestemmer egentligt, hvad det vil sige, at være gal og hvorfor skal det være en negativ ting? Har vi ikke alle noget mørke gemt i os?
Er din interesse vakt? Har du lyst til at dykke dybere ned i galskabslitteraturen og besvare dine egne spørgsmål. Så tjek lisen nedenunder ud.

Materialer