Gode film til vinterferien

06.02.20
Skolernes vinterferie lurer lige om hjørnet og Filmstriben har derfor samlet 10 gode film, som hele familien kan fornøje sig med.

Vi er de bedste
Spillefilm, 1t 38min. Sverige, 2013, drama, for større børn, for unge

Stockholm 1982. Bobo, Klara og Hedvig er tre piger på 13 år, der hænger ud i gaderne og taler om alt mellem himmel og jord. De er modige og cool, men samtidig også usikre og forvirrede. De tre piger beslutter sig for at lave et punkband på trods af, at ingen af dem har et instrument og alle siger, at punken er død!

 

Månens vogter
Animation, 1t 22min. Frankrig, 2014, kærlighed, for større børn, for unge

Der er vagtskifte på en lille planet, hvor nye kræfter skal overtage de vigtige hverv som solens og månens vogtere. Den nye solvogter er arrogant, mens månepasseren er naiv! Det går da også grueligt galt, så de to uheldige vogtere må slå sig sammen for at redde planeten!

 

Det gyldne kompas
Spillefilm, 1t 48min. USA, 2007, drama, for større børn

Lyra er 12 år og bor på Jordan-kollegiet sammen med sin bedste ven Roger. Hun har det trygt og godt, men pludselig sker der ting og sager, som vender op og ned på det hele. Børn forsvinder, Lyras onkels ekspedition til Arktis bliver forsøgt stoppet - og en videnskabskvinde henvender sig til Lyra for at lokke oplysninger ud af hende. Har det hele noget at gøre med det gyldne kompas, som Lyra er i besiddelse af?

 

Æblet & ormen
Animation, 1t 37min. Danmark, Sverie, 2009, for større børn

Æblet Torben har et ganske enkelt mål i livet, nemlig at ende som pragteksemplar i en frugtkasse. Da han opdager, at ormen Sylvia har taget bolig i hans skrog, begiver han sig derfor ud på en ekspedition for at opsøge ormedoktoren. Og lærer mangt og meget om livets kredsløb!

 

En isbjørn i New York 2 - nøglerne til kongeriget
Animation, 1t 27min. USA, 2017, for større børn

Arktis’ nye konge, Norm, bliver inviteret til New York for at modtage nøglerne til kongeriget. Men han bliver uskyldigt anklaget for en række røverier og tvunget på flugt for at bevise, at han er uskyldig. Samtidig har et vandselskab hjemme i Arktis gang i nogle skumle planer. Kan Norm og vennerne nå at rense hans navn og redde deres hjemstavn, før det er for sent?

 

I kill giants
Spillefilm, 1t 44min. USA, 2017, for større børn, for unge

I sin fantasiverden er Barbara Thorson en helt. Hendes hjerne er lige så skarp som hendes skarpe tunge, og med sin magiske stridshammer forsvarer hun sin hjemby mod jætterne, som angriber. Men hendes omverden forstår intet. De kan ikke se, at Barbaras fantasiverden er lige så virkelig som deres egen virkelighed. De forstår ikke, at jætternes trusler er sande nok . På nær den nytilkomne, jævnårige Sophia, som er den første, der rigtigt lytter og prøver at forstå Barbara.
"I kill giants" er baseret på den prisbelønnede tegneserie af samme navn og vinder af BUSTERs Bedste Børnefilm 2018

 

Standing up
Spillefilm, 1t 29min. USA, 2012, for unge

Familiefilm om to børn der bliver venner efter de er blevet ofre for mobning på en sommerlejr. De løber væk fra lejren og de følgende tre dage, lærer de meget om sig selv og hinanden.
Filmen er baseret på bogen "På flugt" af Brock Cole.

 

Marco Macaco
Animation, 1t 13min. Danmark, 2012, for større børn

Der vendes op og ned på strandbetjenten Marcos liv, da barndomskæresten Lulu dukker op. Og da rivalen Carlo bygger et robotcasino og forblænder alle. Marco lider nederlag og fyres, men det bliver alligevel Marco, der til sidst redder alle fra Carlos slyngelstreger.

 

Your name
Animation, 1t 42min. Japan, 2016, for større børn

Mitsuha bor i en lille by, men længes efter livet i Tokyo, og Taki, der studerer i byen, drømmer om landet. De to unge har aldrig mødt hinanden, men om natten bytter de krop i deres drømme og lever derefter som den anden for en dag. For at de kan møde hinanden må Taki bevæge sig parallelt med tiden og finde ind til det, der udgør deres fælles bånd.

 

Kaninbjerget
Animation, 1t 28min. USA, 1978, for større børn

Den kvikke kanin Hassel og hans følsomme og synske bror Femmer fører under mange strabadser og farer kaninflokken til det smukke og fredelige bjerg, hvor jorden er tør, og hvor kaniner næsten kan leve i fred for mennesker og hunde.

 

Materialer