
Hernán Rivera Letelier: Pigen der fortalte film
Hernán Rivera Leteliers korte roman Pigen der fortalte film handler om María Margarita, som vokser op i en lille mineby i Chile. Moren har forladt familien, så María lever med sine fire brødre og faren, der er invalid efter en arbejdsulykke.
Tilværelsen i byen er hård for den fattige familie. María, som har et talent for at fortælle, bliver udvalgt til at gå i biografen og derefter fortælle filmen for familien. Det udvikler sig til noget af et udstyrstykke, som stort set alle byens borgere på skift overværer i familiens stue.
Romanen er en hyldest til filmens magi, men også fortællekunsten. Maria er ikke blind for, hvorfor filmfortællingen er sådan en succes. Alle kan lide at få fortalt historier. Det giver dem en chance for at glemme virkeligheden omkring dem.
”I stedet for at se dem projiceret op på et biograflærred gav mine fortællinger plads for, at enhver kunne forestille sig disse verdener, som de havde lyst til.” (s. 74)
Romanen tematiserer også, hvordan alle menneskers liv, identitet og selvforståelse er opbygget af en række fortællinger.
Charme og melankoli
Sproget er fortættet i korte kapitler. Den er fortalt med en vis distance til karaktererne med en finurlig, næsten legende stil, der også er charmerende. Underliggende er der dog en melankoli og varm sympati, som resultat af den barske realisme. Man mærker, at forfatteren selv er opvokset i en chilensk mineby.
Hernán Rivera Letelier er en meget anerkendt forfatter i Chile. Pigen der fortalte film er den første af hans romaner, der er oversat til dansk. Fortællekunsten som tema og fokus er noget, Letelier har til fælles med den sydamerikanske forfatter Jorge Louis Borges. Letelier er også inspireret af andre sydamerikanske forfattere som Gabriel García Márquez og Julio Cortázar.