Hvad fanden er et bandeord?

08.06.22
Hvad betyder at have røv i begge ender, skidespræller eller en bar røv at trutte i? Det og meget mere kan du få svar på i bogen om alle de grimme ord du ikke må sige; “Hvad fanden er et bandeord “.

Thomas Brunstrøm

 Simon Knudsen

Foto: Simon Knudsen

Her får du grundigt researchet viden om bandeords historie, hvad bandeordene betyder, og hvilke bandeord de har i andre lande. 

I Tyskland kan man fx sige Arschgeige, hvis man mener, at nogen er en idiot, eller direkte oversat… en røvviolin.  

Du finder også en guide til at lave dine egne nye bandeord. 

Det er forfatteren Thomas Brunstrøm, som også har skrevet Sallys far-bøgerne, der står bag bogen. 

Ligesom med Sallys far-bøgerne, så formår han at skrive til børn på en måde, som tager børnene, og i dette tilfælde deres nysgerrighed og videbegærlighed, alvorlig, og samtidig så rammer han en humor, som både appellerer til børn og voksne. 

Det er en bog proppet med gode grin, sjove facts, vilde historier og vigtig viden om det forbudte sprog. 

Det kan anbefales at lytte til den som lydbog og få sig et godt grin sammen. Lyt til bogen på ereolen.dk eller hent ereolen som app i din App Store eller Google Play

Bogen kan læses af alle, men den er oplagt til højtlæsning i familien og vil nok især ramme de 6-13 årige.

Du kan også vinde bogen...

“Hvad fanden er et bandeord” er nemlig én af de fede bogpræmier i bibliotekets Læselystkonkurrence ”Sommerbogen 2022”. 
Sommerbogen er en læsekampagne for alle børn mellem 6 og 15 år. 

Børn, der deltager i Sommerbogen, skal løse ti sjove læseudfordringer, mens de læser og anmelder bøger. 

Når man afleverer udfordringsskemaet på biblioteket, får man en bogpræmie. 

Det kunne fx være “Hvad fanden er et bandeord”, men biblioteket har også købt mange andre lækre bøger. 

Alt fra smukke fagbøger som "Kort over verden" og “Jordens akvarium” til bøger om YouTubere som “Den mandige Elg”, Beduna og Niki Topgaard.
Når man deltager, er man også automatisk med i lodtrækningen om en af de tre hovedpræmier, hvor man får lov til at gå amok i en boghandel på fem minutter. 

Kom og hent læseudfordringen på biblioteket fra fredag d. 10. juni eller downloade det her.

Sommerbogen 2022 kører fra fredag d. 10. juni til lørdag d. 20. august

Rigtig god læselyst...

Lene Mørk Damm
Børnekulturformidler 

Materialer