Hvilke mennesker er vi, efter krisen har ramt?

Udsendingen tager os med til Japan i en ubestemmelig fremtid efter en stor, verdensomspændende klimakrise. Japan har i et af sine forsøg på at overleve krisen lukket grænserne og alt der vedrører omverdenen er forbudt. Vi møder den over 100 år gamle Yoshiro, som bor med sit lille oldebarn Mumei og følger dem i deres stille og sælsomme hverdag.

I den her verden lever bedsteforældregenerationen og oldeforældregenerationen utroligt længe, de er nærmest udødelige. De lever så længe, at man har været nødt til at lave nye alderskategorier. Men alt det, der har været med til at skabe dette næsten evige liv er med til at ødelægger generationerne efter dem. For deres børnebørn og oldebørn har svært ved at leve. De er deforme, har svært ved at indtage føde, kan ikke gå særligt godt og lever ikke længe. For dem er verden et farligt og skadeligt sted.

I denne verden, hvor natur- og dyrelivet er deformt og ødelagt, hvor verden er skadelig at befinde sig i, hvor regeringen er privatiseret, hvor der er ingen biler eller lufthavne og knap nogle dyr tilbage, følger vi Yoshiro og Mumei. Oldefarens bekymringer, længsler, tab, drømme og håb. Barnebarnets naive og glade tilgang til verden, til sine egne lidelser, fordi han ikke kender en verden uden dem, hans smerte over at se skylden og sorgen i sin oldefar.

Udover at være en roman om, hvordan verden ser ud efter en omfattende klimakrise, når der er gjort uoprettelig skade, er det også en roman om, hvilke mennesker det så er der beboer denne verden. Hvordan håndtere de livet, minderne, drømmene, denne nye verden og de menneskelige relationer.
Det er en dystopisk roman, men ligesom alle science fiction romaner, er der tråde til vores egen samtid og de spørgsmål, vi stiller os selv lige nu. Og selvom meget i romanens verden er forandret, er der også meget vi kan genkende.  

Noget af det jeg synes er virkelig interessant og sjovt i den her roman, er den måde, vi langsomt får noget at vide om deres verden på. Hvordan den ser ud, hænger sammen, hvad der er sket og hvorfor. Bedstefaren er forfatter, så det handler også meget om sproget og om fortællinger, dem vi fortæller os selv og hinanden. Et andet meget stærkt tema er forholdet mellem menneske og natur, som udforskes gennem flere forskellige billeder og elementer. Det er en meget forunderlig og smuk roman, som har noget poetisk over sig, men også er meget direkte og ligetil. Bogens plot er en tynd tråd i baggrunden for det tæppe af scener, vi oplever, som viser et billede af en ødelagt verden og dens mennesker.