
Jón Kalman Stefánsson: Fisk har ingen fødder
"I Keflavik er der tre verdenshjørner: vinden, havet og evigheden."
Sådan sættes scenen for Fisk har ingen fødder i en islandsk kystby for enden af verden, som den navnløse fortæller kalder det. Væk fra alting, i en fiskeby uden fiskekvoter, mærket af den amerikanske base, der kom, satte sine tydelige spor og lukkede igen.
Jón Kalman Stefánssons poetiske slægtshistorie om Aris familie er fyldt med smerte, med ensomme skæbner, der først høres når de skriger, men man fornemmer også bag det hele den islandske naturs skønhed. Fremfor alt er det en blændende historie om alle de ting, der binder os sammen og skiller os ad, om selve livet og om det fængsel, normalitetsbegreber kan være.
Den personlige og menneskelige historie flettes sammen med Keflavik og Islands historie i en potent realistisk roman.
Torsdag d. 19. septmeber kan du møde Jón Kalman Stefánsson på Aabenraa Bibliotek kl. 19. Han besøger os i forbindelse med festivalen 'Ord Fra Nord'. Husk at bestille billet, så du er sikker på en plads.