Julehygge til familien

08.12.22
NU er det snart jul igen og tid til at rykke sammen i sofaen og skrue op for hyggen. Her er bibliotekets forslag til gode stunder med højtlæsning, krea og film for hele familien.

Højtlæsning for de yngste

Det kan være svært at nå at læse en kapitelbog i december, og de mindste har knap tålmodighed eller interesse i én lang fortælling der strækker sig over 24 dage. Derfor er billedbøger et bedre alternativ til de 3-7 årige. Der findes julebilledbøger med flere af de velkendte figurer fra børnelitteraturen, så det både bliver genkendeligt og julet. Ankers bedste jul og Betty får en julegave af Alberte Winding er overskuelige og hyggelige bøger om julen i børnehøjde, hvor fokus er på det nære og næstekærlige.

Heldigvis er der også en julebog med Sallys far, Sallys far kringler julen er fuld af den sædvanlige humor og man kan kun tænke sig til hvor galt det kan gå, når Sallys far prøver at lave den perfekte juleaften. Den mindre kendte Ruth-Viola er også en læsning værd, hun er fuld af liv og kærlighed og humor. Der er fuld fart på Ruth-Viola, der gerne vil være juledame og sammen med vennerne går på jagt efter hende.

Julebøger for de større børn

Miras jul er en kalenderbog om Mira, en helt almindelig pige, der synes at hendes forældre bliver utroligt barnlige i december, de skændes om julemaden og Mira skal vælge mellem hvem hun gerne vil holde juleaften med. Derudover handler bogen om venskab, kæresterier og er også krydret med kreaidéer. Bl.a. er der skabeloner, opskrifter og tests som man selv kan afprøve. Bogen har mange tegninger og er overskuelig at læse for de 9-12 årige. 

Nikis juleeventyr er en bog om youtuberen Niki Topgaard, der ikke gider julen. Han er virkelig træt af pynt og gaver, indtil han får besøg af en irriterende nisse, der prøver at gøre ham i julehumør. Niki Topgaard har mange fans, der helt sikkert også vil synes det er fedt at kunne læse om hans jul. For de 8-12 årige.

Forfatteren J.K. Rowling, der har skrevet Harry Potter bøgerne, har også skrevet Julegrisen, en eventyrlig historie om drengen Jack, der mister sin højtelskede bamse. Julenat får Jack hjælp af Julegrisen, der prøver at hjælpe ham med at genfinde det mistede. En bog om magi og venskab. Højtlæsning fra 7 år og selvstændig læsning fra 10 år.

Filmstriben

På Filmstriben.dk kan I se en række julefilm. Der er klassikere som Astrid Lindgrens jul, hvor der er samlet klip fra filmene om bl.a. Ronja, Emil og Madicken på Junibakken. Men der er også nyere film som Julemandens datter, der er en eventyrlig og underholdende film for hele familien, om julemandens datter der gerne vil være julemand, men ikke kan, fordi hun er en pige.

I kan også binge en hel julekalender, fx ligger alle afsnit af Pagten eller Theo og den magiske talisman på filmstriben. Her kan I bruge jeres bibliotekslogin til at se film.

Børnebiffen

Se kortfilm for de 3-7 årige, alle filmene er valgt ud fra et princip om, at de skal være i øjenhøjde med børnene og passe til deres alder, og så må de gerne give det velkendte et twist og sætte tankerne i gang. Også hos resten af familien. Ligesom på Filmstriben skal man logge ind via sit bibliotekslogin. Der er ingen begrænsninger på, hvor mange film man kan se på Børnebiffen.dk. I kan se film med velkendte figurer som Vitello og Cirkeline, men kan også varmt anbefale den fine Snemanden og snehunden om en lille dreng, der får sit livs julegave, da en snemand og snehund, han har bygget, bliver vakt til live. Sammen tager de på eventyr i vinterlandskabet og når til snemandstræf på Nordpolen, hvor de møder julemanden.

Krea

Skal I være krea? Så lån fx Julekrea: DIY med glimmer, stof, limpistol & sjov, her er masser af idéer til juleklippeklistre for børn fra 5 år og deres voksne.

Glædelig jul fra

Aabenraa Biblioteker og Kulturhuse

/ Børnekulturformidler

Lene Mørk Damm

Materialer