
Læs piger - sommerferielæsning
Hjertestorm af Anette Herzog
En grafisk novelle om pigen Viola, der er forelsket i Storm. Om alle de følelser man har, når man er forelsket og fortvivlet. Tegneserieformen med talebobler og direkte tale krydres med opslagstavler med gode citater, lister, digte osv. Det giver et livligt sprog og gengiver hendes kaotiske følelsesliv meget godt. Vender man bogen om, får bogen en anden titel og hedder Stormhjerte. Her fortælles historien fra Storms synsvinkel og giver os et indblik i, hvordan drenge tænker, og hvor grueligt galt man kan misforstå hinanden.
Pigen fra havet af Bodil El Jørgesen
Hvis du er til fantasy, så er her en god serie om pigen Svava, der som lille bliver fundet i vandkanten på stranden. Folk er meget mistænksomme overfor hende, da hun har en magisk ravmedaljon om halsen, som får folk til at miste bevidstheden, når de rører ved den, så det er ikke nemt for Svava at få venner. Svava er i fare og får brug for sine evner for at klare sig og finde svaret på sin fortid.
Mira af Sabine Lemire
Mira ville ønske, at hun var forelsket lige som de andre piger fra klassen, så kunne hun være med i deres klub for forelskede piger. Før var hun gode venner med Naja, men nu tænker Naja kun på drenge. En rigtig god grafisk novelle om at blive teenager og ikke helt være klar til alt det nye med kærester osv., samtidig med at ens veninde er det. Bogen handler om at vokse fra hinanden og finde hinanden igen.
M for autisme af Vicky Martin
Denne bog rørte mig virkelig. Den handler om pigen M, der har angst og autisme. Hun føler sig meget anderledes end alle andre og beskriver følelsen således: ”Jeg er blevet skubbet ind i et rum, og jeg kan ikke komme ud. Jeg kan se ud ad vinduerne, men jeg kan ikke åbne dem, og jeg ved ikke engang, om jeg kan se de samme ting, mennesker og farver, som du kan… Jeg er bare ikke sikker på det. Jeg er låst inde, og jeg har ikke nogen nøgle, så jeg kan slippe ud.” Bogen er en blanding af pigen M’s tanker, nogle sider skrevet fra morens synspunkt, lister og ordbogsopslag. Den er skrevet og tegnet af eleverne på en skole for autister. De havde brug for at fortælle, hvordan de har det, så omverden bedre kan forstå dem, og hvorfor de reagerer som de gør.
Herte af pap af Kristina Aamand
Sif er en helt almindelig, glad pige indtil den dag hendes far flytter, fordi han er blevet forelsket i en anden. Den onde stedmor Fiona er så kaotisk og flippet, at Sif er ved at gå ud af sit gode skind. Det er godt, at hun har sine venner, for hun er hemmeligt forelsket i Konrad, men bliver ulykkelig, da det viser sig, at han er interesseret i hendes veninde Kashmir. Sif synes, at verden er imod hende og kommer derfor til at gøre noget virkelig dumt. En bog om at være skilsmissebarn, forelsket og ulykkelig.
Aabenraa Bibliotekerne har i 2018-2019 fokus på pigers læsning og de digitale medier. I 2018 udkom læsevaneundersøgelsen ”Børns læsevaner”, der bl.a. konkluderer, at der er sket et fald i de 9-14-årige pigers læsning og at den tid, som de tidligere brugte på at læse, nu bruges på de digitale medier, herunder YouTube. Med udgangspunkt i denne undersøgelse er Aabenraa Bibliotekerne i samarbejde med 9 andre biblioteker i Syddanmark gået sammen om projekt Læs piger, der skal undersøge om bibliotekerne ved at bruge YouTube kan få piger til at læse mere.