Liv Nimand Duvå: Vi er vel helte
Alkoholikerens gentagelser
Billie vokser op hos sin far, en semiseriøs bassist, der ikke kan stoppe med at drikke. Farens død er både udgangspunkt og afslutning for den lille bog. Igennem 39 korte kapitler springer romanen frem og tilbage i tiden og portrætterer hovedpersonen og hendes mange forsøg på at redde faren.
Billie kan ikke stoppe med at yde omsorg overfor faren. Hun kommer ved hans mindste kald. I løbet af bogens kapitler kommer faren i flere alkoholbehandlinger, men starter hver gang med at drikke igen. Duvå arbejder i sin bog både tematisk og formmæssigt med gentagelsen som en cirkel. Ligesom i følgende passage, hvor faren endnu en gang er ædru:
”Jeg gider faktisk ikke at høre mere på det, sagde jeg. Men det virker helt uvirkeligt, siger du nu, at du skulle kunne finde på at sige sådan nogle ting. Din pludselige veltalenhed lammer mig, men selv det er en gentagelse, som solen, der hænger og presser sin begyndende varme ned over os. Så er det altså ved at blive forår igen.” (s. 53)
De mange forfejlede ædruelighedsforsøg tegner en cirkel, hvis form Billie ned til de mindste handlemønstre kan forudse. Det gør, at hun indimellem nærmest er på forkant med sin omsorg og hjælp. Cirklen formes desuden bl.a.af bogens start og slut ved døden og afbilledes også på bogens forside med den gule, sollignende cirkel.
Det paradoksale, rastløse liv
Billie er rastløs. Selv når hun gør noget for sig selv, som fx at flytte til Berlin for at studere og være en del af et aktivistmiljø, er hun urolig:
”[…] men så er der en lyd fra noget elektronik inde fra en af nabolejlighederne, et slags legetøj, og det får mig til at tænke på min mobil. Den må ligge i jakkelommen et sted ude i gangen. Jeg har ikke kigget på den, siden jeg sad i bussen. Jeg vil ikke kigge på den. Vinduespladsen skal være en tryg hinde af lys. Jeg vil sidde i solen, ikke altid sidde og vente på, at dit opkald skal tikke ind på min mobil.
Der er ingen ubesvarede opkald, og det gør mig nervøs.” (s. 97)
Hun venter hele tiden på det opkald, der skal kalde hende hjem igen. Selv her, hvor Billie bestemmer sig for ikke at se på sin telefon, gør hun det alligevel. Hun er frustreret over, hvor meget hun er en del af sin fars misbrug, og hvor lidt selvkontrol hun har over sine handlinger, men hun kan ikke stoppe. En af styrkerne i bogen er dens evne til at fremstille dette paradoksale i at være pårørende. Hadet og kærligheden sammen, den måde man handler i strid med sig selv på. ”Det er forfærdeligt så let det er at vende om. At træde tilbage ind i os selv.” (s. 33) At være medafhængig, er at miste sig selv, synes Billie at vise.
Jeg findes først i vi
En anden styrke i romanen er sproget. Duvås sprog er skarpt, poetisk og uløseligt forbundet til faren. Romanen er fortalt fra Billies synsvinkel til sin far i du/vi-form. Det er et stærkt sprogligt redskab, der afspejler, hvor lidt hun er sig selv:
”Hvorfor råber jeg aldrig, vi vil altid være i det her sammen, hvorfor raser jeg ikke? Der er ingen steder at gemme sig. Jeg findes først i vi.” (s. 41)
Vi er vel helte er plotmæssigt en lavmælt størrelse, der snarere gennem nedslag i et liv forsøger at indfange, hvad det vil sige at være pårørende. Den tager udgangspunkt i det personlige perspektiv, men kommer den vej igennem også forbi noget samfundskritik. Duvås debut er en roman, alle kan læse.