LYT - i din juleferie

12.12.18
Få en mere poetisk jul med LYT - en podcast om lyrik. LYT præsenterer danske digtere gennem personlige samtaler og kan inspirere dig til din næste læseoplevelse.

Hvert afsnit af LYT varer ca. 30 minutter og giver et indblik i lyrikkens verden ved hjælp af et tematisk afsæt. Første afsnit handler om Hverdagen - for hvad betyder den egentlig, når man er digter? Kan man læse digte til hverdag og kan digte handle om noget så trivielt som hverdage? (det kan de godt!), du kan også blive klogere på Pia Tafdrups forfatterskab og på de forskellige faser, det kan inddeles i. Eller LYT med når vi undersøger, om digterens jeg og digtets jeg er det samme (det er det ikke!), alligevel oplevede digteren Sternberg at blive spurgt ind til egne erfaringer med depressioner, da han havde udgivet sine velskrevne og interessante Depressionsdigte.

Sæsonens sidste afsnit om systemdigtning med interview med Klaus Høeck og Rasmus Nikolajsen er lige på trapperne. I 2019 udkommer sæson 2 og 3 af podcasten med i alt 10 afsnit. Du kan finde LYT i din podcast-app og anmelde podcasten i iTunes/Apple Podcast. 

LYT laves i et samarbejde mellem Vejle Bibliotekerne og Silkeborg Bibliotekerne og er støttet af Slots- og Kulturstyrelsens Udviklingspulje.

Om podcasts

Podcasts er lydoptagelser, du kan høre, når du vil på din mobil, tablet eller computer.

Det eneste det kræver er, at du har et program til at afspille podcasts. Podcastprogrammerne findes i mange forskellige udgaver – nogle programmer er gratis andre koster penge. Du kan hente programmerne ned fra internettet eller fra app-store. Hvis du har en iPhone eller en iPad har du allerede app'en Podcast, som er installeret automatisk.

Her kan du bruge funktionen "browse" for at se de mest populære podcasts og funktionen "søg" for at søge på specifikke podcasts. Har du en Android eller Doro-telefon eller tablet, kan du hente podcastprogrammer som Podcast Addict eller Pocket Cast i Goole Play. Når du har fundet en podcast i din podcast-app, kan du abonnere på den og så får du automatisk besked om nye afsnit. 

Find podcasten LYT i din podcast-app ved at søge på LYT eller klik ind på lytlyrik.dk for at læse mere. 

Oprindeligt skrevet af Silkeborg Bibliotekerne.

Tags
Materialer