Margaret Atwood: Tjenerindens fortælling

Ikonisk dystopi
Siden de første afsnit af The Handmaid’s Tale blev sendt i fjernsynet i foråret, er Margaret Atwoods bog fra 1985 røget på bestseller listerne. Romanen har en næsten ikonisk status i sig selv og står fx optegnet i 1001 bøger du skal læse før du dør. Atwoods bog har en del år og mange læsninger på bagen. Det er der grund til, for det er en virkelig god bog. 

The Handmaid’s Tale foregår i en dystopisk nær-fremtid, hvor samfundet er indrettet på diktatorisk og teokratisk vis omkring kvinders evne til at føde børn. Som resultat af bl.a. forurening var samfundet blevet ufrugtbart, det var et voldeligt samfund og de personlige forhold var nedbrudte, derfor tog gruppen Jacobs Sønner det på sig at skabe et nyt samfund. Mændene styrer. Kvinderne er frataget stort set alle deres rettigheder, inddelt i et rigidt farveorienteret klassesystem. Der er kommandørenes ufrugtbare blå koner, der er grønne tjenestefolk kaldet Martha’er, der er de grå ukvinder, som dør af sult eller stråling i kolonierne, og så er der de røde tjenerinder. Rødt som den livmoder, deres identitet er reduceret til. ”Two-legged wombs, […] sacred vessels, ambulatory chalices" (s. 156) Sådan en kvinde er hovedpersonen Offred. Så langt fjernet fra begreber om individualisme, at navnet kun referer til den kommandør, hun tjener for tiden.
 

De røde kvinder
Den religiøse kult forsøger at skille krop og sind fuldstændigt. Tjenerindens krop, og dens mulige graviditet, er det de vil have, liggende op ad, hånd i hånd med, kommandørens kone, mens kommandøren knepper og resten af husholdningen ser til. Tjenerinden skal være ét med konens krop, hendes krop er den krop, som konen ikke har. Læsning og skrivning er forbudt, ligesom stort set alt andet, der involverer bare lidt handling og tanke. De bærer altid deres lange, røde kjoler med hvide, vingeformede skyklapper, der skal forhindre dem i at se andre og andre i at se dem.

Realismen i Atwoods dystopi er det skræmmende. Den bygger på en historisk virkelighed, man kan genkende og nogle nutidige problemstillinger, man kan forholde sig til. I Offreds beskrivelser oplever vi, hvordan et dystopisk samfund opstår af ”små” handlinger, der hver for sig virker mulige. Fortællerperspektivet er skrevet i Atwoods genkendelige ironiske og lettere distancerede stil. Offreds blik på fortiden er til tider kompliceret og ikke kun længselsfuldt. Romanen definerer hverken fortiden, nutiden eller fremtiden som udelukkende utopisk eller dystopisk, hvilket er en styrke i bogen. Et dystopisk samfund indeholder også en form for utopi. Offred er ikke nogen idealistisk, rebelsk helterolle, hvilket kan være frustrerende,  men hele tiden er det også indrammet af det faktum, at Offred selv er kommet langt væk fra det tidligere samfund og til en vis grænse er farvet af indoktrineringen.
 

Ordlege og fortællinger
Ordets og fortællingens betydning, samt kraft, er et stort tema i romanen. Offred undersøger sig selv og verden bl.a. gennem ord. I en legende og ironisk tone vender og drejer hun enkelte ords mange betydninger. Under den lette tone gemmer sig dog en seriøs ide om, at man ud fra den måde, vi bruger ord og fortællinger på kan, ikke bare forstå samfundet, men også påvirke det. For Offred kan et ord, en tanke, en gestus være rebelsk, selv hvis der ikke er nogen, der ved, hvad hun gør. Hun har ingenting, derfor betyder lidt, utroligt meget. Vi forstår os selv og andre ud fra de historier, vi fortæller om os selv. Offred omskriver flere gange sin egen historie og overlever på at fortælle sig selv historier, om de folk hun savner og ikke aner hvor er.

I The Handmaid’s Tale giver Margaret Atwood læseren plads til at undersøge fremtiden, mens nutiden konfronteres. Det er en spændende og virkelig godt skrevet historie, der bibeholder sin relevans.
Har du ikke tålmodighed til at vente på reserveringskøen til den populære bog, kan du også læse den på  eReolen Global. Det kræver blot, at du opretter en bruger gennem biblioteket.