Marie Aubert: Må jeg komme med dig hjem

27.01.21
Stærke, smertelige, vilde og stille noveller om at søge efter et hjem, man har mistet, og ikke kan finde tilbage til.

Marie Auberts noveller er fyldt med mennesker i smerte, som klamrer sig til en fortid, der for længst er forbi, eller til et håb om en fremtid, som er umulig.

Det er realistiske noveller med mennesker, der står i situationer og dilemmaer, som de fleste af os kan genkende eller relatere til.

Udgangspunktet er fx skilsmisser, savnet af gamle venner og ugengældt kærlighed. Men i hver novelle skruer Marie Aubert lidt ekstra på knapperne, og pludselig tager det hele en mere og mere ubehagelig drejning.

Marie Auberts noveller handler om relationer og karaktererne er desperate, så de tager desperate, ulogiske, kaotiske og løgnagtige valg. I et forsøg på at holde fast i noget, som kan få dem til at glemme den virkelighed de står i. De leder efter et hjem, en tryghed, en mening midt i svære tider. Midt i deres mest kritiske stunder ser vi dem, som de er - ved at falde fra hinanden eller miste sig selv.

Marie Aubert skriver, så vi mærker dem med hud og hår og forstår deres smerte og handlinger - på trods af handlingernes nogle gange meget ulogiske og forværrende natur.

Det er noveller som kredser om følelser som afmagt, tab, længsel, jalousi og desperation.

Som så mange gode noveller er det her enkle fortællinger, der zoomer ind på kritiske tidspunkter i personernes liv. Men bag det enkle fortællegreb gemmer sig enorm psykologisk dybde og forfatteren formår at give os de tråde, vi har brug for, for at vi kan fornemme den større sammenhæng uden om novellens start og slutte.

Sproget er klart og enkelt, men pludselig eksploderer en enkelt sætning i følelser. Marie Aubert formår til fulde at skabe store følelser med enkle greb uden på noget tidspunkt at nævne følelsen ved navn.

Novellesamlingen har også sine momenter af tragikomisk humor, som klæder den rigtig godt.

Novellesamlingen kan lånes på biblioteket og findes også som lydbog og ebog. 

Materialer