Menneskets dybeste erindring
Du trækker i en relativt simpel tråd og opdager, at det egentligt snarere er en galaske med sin spiralformerede fornemmelse og uendelige kompleksitet. Sådan er læsningen af Mohamed Mbougar Sarrs roman. Det er en historie, som udfolder sig i et indviklet, elegant og overraskende mønster. Samtidigt er det en poetisk og intellektuel undersøgelse af litteraturens og menneskets sjæl.
Diégane er en ung forfatter, som bor i Paris og bruger sin tid sammen med en kreds af unge afrikanske eksilforfattere. De diskuterer passioneret om litteratur, hænger ud sammen og drikker. Diégane kæmper med, hvordan han skal skrive en ny og bedre bog end sin første, og da han støder på sporet af den mystiske, forsvundne senegalske forfatter T. C. Elimane, bliver noget tændt i ham.
T. C. Elimane levede i Paris i 30’erne, hvor han skrev et mesterværk af en roman, Umenneskelighedens labyrint, som skabte stor debat og endte i en slags hetzlignende skandale, der handlede mere om forfatterens race end selve værket. Bøgerne blev destruerede og forfatteren, som også dengang var skjult for offentligheden, forsvandt helt. Da Diégane en dag støder på bogen, bliver han hjemsøgt af dens fuldkommenhed, dens mystik, dens stærke stilistik, dens skønhed og dens mørke. Så han sætter sig for at ville opklare mysteriet om romanen og forfatteren. Det bliver en rejse gennem en række forskellige personer, generationer og tider.
For både Diégane og læseren er det et spørgsmål om at forstå, men allerede fra starten er vi bevidste om, at vi aldrig vil nå til spørgsmålets bund, til Elimanes sande væsen, til spørgsmålet om hvad dette værk kan, skal og gør ved mennesket. Diégane har sin egen personlige kamp for at finde sin plads i litteraturen, og eftersøgningen er også en vandring ind i litteraturens ensomhed, ind i spøgsmålet om den fuldendte roman, som Elimane også forsøgte at besvare.
Mohamed Mbougar Sarrs roman er som en mystisk, kringlet labyrint, præcist som titlen på Elimans bog. Eller måske er romanen i virkeligheden mere som et tæppe, et billedtæppe, hvor nogle af de vigtigste tråde mangler i det samlede billede. Det vi leder efter, ligesom flere af romanens karakterer, er Elimane, hvem han er, hvad skete der med ham, hvorfor han skrev denne forunderlige og mytiske roman. Men samtidigt fletter flere forskellige menneskers historier, spørgsmål og mysterier sig ind i vores søgen, som også er deres søgen. I virkeligheden er Menneskets dybeste erindring, som så mange anmeldere har påpeget, en undersøgelse af selve litteraturen og dens sjæl, men også en undersøgelse af relationerne mellem generationer, mellem børn og forældre, og hvordan de spørgsmål, vi bærer med os i livet, præger hvem vi er.
Menneskets dybeste erindring er fyldt med stærke, spændende og medrivende karakterskildringer. Stilen er nogle steder meget filosoferende, symbolsk, reflekterende og intellektuel, andre gange er der fuldstændigt gang i handlingen og plottet er helt i højsædet. Man bliver grebet af jagten og spørgsmålene, præcist som karaktererne undervejs, og indimellem kan man nærmest høre læsernes og Diéganes samlede, overraskede, skarpe indtag af luft og høre det rungende ’virkeligt?’ i alle vores hoveder. Vi er hele tiden i tvivl om, hvad der sandhed og løgn, et spektrum af sandheder åbner sig foran os, men sjældent direkte fra kilden. På den måde tematiserer romanen den måde vi fortæller og genfortæller historier på, og det faktum at der aldrig kan findes én sandhed men alle har hver sin sandhed. Romanen er alvorlig og intellektuel, men også humoristisk, selvironisk og skarp. Samtidigt er romanen en stærk skildring af kolonialismen og de ar den sætter i flere generationer. Men også generelt en rejse ind i den menneskelige sjæl og afsøgning af, hvad der får os til at vælge og være på bestemte måde. Det der binder os sammen og det der skiller os ad.
Oprindeligt skrevet til Litteratursiden.dk af Katja Norup Petersen
Billede af forfatteren: DR/Courtesy of Philippe Rey