Rakel Haslund Gjerrild viser os en kunstner indefra

Vi har for tiden set en lille mikrotendens med romaner, der sembiografisk handler om kunstnere. Eksempler på tendensen er Jesper Wung-Sungs Kvinde set fra ryggen og Malenes Ravns Hvor lyset er.

Rakel Haslund Gjerrlids fine roman Adam i paradis placerer sig elegant og stærkt i forlængelse af denne lille tendens.

Romanen handler om maleren Kristian Zahrtmann (1843-1917), som i sin tid var lige så kendt og stor, som fx samtidsmaleren Krøyer. Men hvor Krøyer er kendt af de fleste i dag, er Zahrtmann mere ukendt.

I romanen møder vi den aldrende mand, ser hans nutid og fortid i glimt, der samlet stykker et billede sammen af en mand, som med passion og alle sanser åbne oplever verden omkring sig. Romanen handler om at ældes med sin kunst, om at være læremester, om at nyde sin alder, men også føle man sagtner bagud. Om et liv i kunstens verden, som er både hårdt og berigende.

Paradoksernes mand

Kristian Zahrtmann var, udover at være maler, utroligt fascineret og interesseret i farvestrålende og eksotiske planter og blomster, som han fyldte sin have og sit atelier med. Maleriet som bogen er navngivet efter, var netop malet i hans atelier, mens det var fyldt op af disse eksotiske planter.

På maleriet ser man den nøgne Adam, der sidder henslængt med blade der akkurat ikke dækker hans køn, og slangen liggende foran ham. Omkring ham er et sansebombardement af farvestrålende blomster, der nærmest helt seksuelt eller vulgært omgrænser den nøgne krop. Undertitlen er ’Adam keder sig i paradis før Eva kommer’, men der er intet kedeligt ved dette billede eller den mand vi ser.

Sådan en kunstner var Zahrtmann, han lagde gåder, paradokser og skøre påfund ind i sine billeder, folk kom og så hans billeder for at blive underholdt. Gåderne var nok også en del af hans identitet, hans liv, det at kunne sige noget, uden rigtigt at sige noget. For Zahrtmann var homoseksuel i en tid, hvor det var ulovligt.

Romanen fortæller direkte om denne tid og dens retssager mod homosekuelle mænd, gennem avisudklip fra samtiden og andre dokumenter, men vores fortæller, Kristian, han afslører aldrig selv, at han er homoseksuel. Han fortæller os det ikke direkte, fordi han lever i en tid hvor det er noget, man holder hemmeligt.

Ligesom hans malerier er bogen også skrevet i et spændingsfelt, hvor Zahrtmann fortæller os om sine blomster, om sin kunst, om at være læremester for andre, at blive gammel, men samtidigt fornemmer vi begæret, vi opfatter hentydninger til relationer og flirts. Vi fornemmer smerten ved at længes og elske på en måde, som ikke passer ind i samfundet.

Adam i paradis er en poetisk og utrolig sanselig roman. Vi ser virkelig verden gennem en kunstners øjne, med alle sanserne åbne. Utroligt smukt fortalt, med fine, elegante, originale og smukke beskrivelser. Romanen er bygget op af forskellige nedslag og scener i Zhartmanns liv, som alle er med til at forme en fortælling om ham.