Rørende og håbefuld beretning fra et fattigt Italien

31.01.20
Pigen de sendte tilbage er en usædvanlig historie om familie, mor-datter forhold og identitet. En fascinerende biografisk fortælling, der samtidigt er skrevet og fortalt godt

Der er smerte i denne fortælling om en pige, der som 13 årig pludselig sendes fra sit liv i byen til en lille landsby og en familie, som hun ikke anede, var hendes. Det viser sig, at den kvinde, hun er vokset op med og har kaldt mor, er hendes tante. Den rigtige mor lever under meget fattige kår med sin mand og fire andre børn. Fra den ene dag til den anden vil de forældre, vores hovedperson er vokset op med, ikke have noget med hende at gøre. De hævder, at hendes rigtige mor ville have hende tilbage, men hovedpersonen finder hurtigt ud af, at det ikke er tilfældet. Der er bare heller ikke nogen, der vil fortælle hende den rigtige historie om, hvad der er sket.

Midt i de store, uforståelige omvæltninger og følelserne af tab og svigt har hovedpersonen svært ved at finde sig til rette i det nye liv, der er præget af hårde ord og trange kår. Alligevel udvikler hun et stærkt bånd til sin lillesøster og til en af sine brødre. De bliver holdepunkter og livsliner i denne nye, ret frygtelige tilværelse. Midt i smerten er der nemlig også latter, glæde og håb.
 

Røverhistorier og barsk realisme
Der er noget farverigt, næsten eventyrligt over romanen og den måde, den er skrevet på. Den følelse af røverhistorie, man også kan have, når man læser Charles Dickens. Men det balanceres af den rå og barske livsnerve, der er i romanen. Den klare realistiske stil og psykologiske indsigt, som forfatteren også besidder.

De store svigt og livsændringer påvirker selvfølgelig hovedpersonens psyke og det er et vigtigt element i historien. Fortælleren taler fra et tidspunkt i fremtiden, som en voksen kvinde. Fra sin unikke position trækker hun tråde, kommenterer på og reflekterer over sig selv, sine reaktioner og sit liv løbende. Det resulterer i nogle perspektiver, som kun kan være med, fordi fortælleren ved, hvad der sker efter romanens slutning. Pietrantonio bruger en god kombination af barnets ligefremme oplevelse af hændelserne og den betydning, de får for det voksne menneske. Og så kan Donatella Di Pietrantonio noget, som er en mangelvare for tiden, nemlig skrive en rørende, kompleks og fuldendt bog på under 300 sider.

 

Tags
Materialer