
Superhelte
Den sidste Avengersfilm, som kommer i biograferne i april, bliver nok en af årets helt store film. Avengers-tegneserierne er, som mange af de store serier, et kæmpe univers i sig selv, med et udvalg af forskellige plotlinjer, forfattere og tegnere. Det fede ved en superheltegruppe som Avengers er gruppedynamikken, og det at der karaktermæssigt er lidt for enhver smag. Den sjove, den moralske anfører, den snedige, den moralsk tvivlsomme osv. Men for at skabe et stærkt superhelteteam kræver det også, at hver karakter har fylde og dybde i sig selv. De fungerer ikke så godt, hvis for mange af personerne er reducerede til stereotyper eller statister.
På de danske biblioteker er der et udvalg af superheltetegneserier, som du kan bestille hjem gennem os eller selv finde på bibliotek.dk. Du kan fx læse forskellige udgaver af Avengers-tegneserien. Brian Michael Bendis' team i De nye Avengers indbefatter klassikere som Iron Man, Captain America og Spider-Man, men fx også Wolverine, som vi jo oftest ser i en helt anden superheltegruppe.
Hvis du er ude efter er lidt anderledes superhelteteam, så kan jeg anbefale Warren Ellis' The Authority, som vi kan bestille hjem via andre biblioteker. En intergalatisk heltegruppe, der ikke bare vil redde jorden, men ændre verden til det bedre. Imponerende nanoteknologi, hårdkogte kampe, klassiske overmenneskelige superheltekræfter, shamanske evner og endda en karakter, der er det 20ende århundrede - alt det får du i denne fede serie.

Vi er nok en del, der virkelig håber, at Captain Marvel filmen vil leve op til de store forventning, så hun kan stille sig op i gruppen af tidens helt store superhelte. På bibliotek.dk kan du bl.a. finde Captain Marvel af Kelley Sue Deckonnick og Secret Invasion - Captain Marvel af Brian Reed. Den sidste er en såkaldt crossover historie, hvor flere karakterer fra flere historier mødes i en fælles historie. I denne mødes Captain Marvel og Avengers.
Captain Marvel har også en rolle at spille i en af mine absolutte yndlingsheltinders tegneserier, nemlig Willow Wilsons Ms. Marvel. Den unge Kamala Khan kommer fra en muslimsk, pakistansk, amerikansk familie i Jersey City. Under en mærkelig slags naturkatastrofe får hun sine kræfter og må balancerer livet som teenager, mønsterelever og pligtopfyldende datter. Kamala Khan er en virkelig cool, sjov, nørdet, intelligent og interessant karakter, og så er det fedt at se den muslimske folkegruppe fremstillet i et nuanceret lys i en superheltetegneserie. Spoiler-alert: Wolverine er også med i nogle af numrene. Du kan bestille dem gennem biblioteket eller på bibliotek.dk.

Hellboy rebootes også i 2019 med en ny film. En af instruktørerne fra Game of Thrones, Neil Marshall, er med, og hvis du er til det mørke og dystre, skal du helt sikkert holde øje med den film. Du kan låne nogle af Mike Mignolas Hellboy tegneseriehæfter ved os. Du kan også læse en masse Hellboy tegneserier på Comics Plus. En helt gratis digital tegneserieportal, som du har adgang til via biblioteket, når du lige har oprettet dig. Se mere under 'Digitale tilbud' her på hjemmesiden.
Nu har jeg nævnt Wolverine et par gange, og X-Men er endnu en af de tegneserier, der får en ny film i år. Der har været en del delte meninger om de foregående films kvalitet, men superhelteteamet er i hvert fald en af de største. Jeg er personligt ret vild med mutanterne og tegneseriernes store, varierede karaktergalleri. På bibliotek.dk kan du fx finde en del numre af Astonishing X-Men. En X-Men serie, der har kørt i en del år med forskellige forfattere. Der er nogle virkelig interessante og fede plots imellem. Jeg kan anbefale John Cassadays og Mari Lus udgaver. Hvis du aldrig har læst X-Men tegneserier før og gerne vil have en forståelse af den historiske udvikling, kan du starte med Ed Piskors ambitiøse samlingsværk X-Men Grand Design, der forsøger at samle op på X-Men historien. Dette nummer er bare den første bog i en samling.
