Tegneserier med kvindelig kampånd

13.01.20
Tegneserier er ikke kun mandlige superhelte og glorificering af bestemte maskulinitetsidealer.

Sådan har det altid været, men med den grafiske romans fortsatte succes de sidste par år er det blevet meget tydeligt, at tegneserier er for alle og findes i mange typer med forskellige temaer. Her vil jeg anbefale et par grafiske romaner, der hylder feminisme og mangfoldighed.

Skamløs: Rebelske kvinder der ændrede verden
En masse kvinder har alt for længe stået i historietimens støvede hjørner. Hengemte og glemte eller simpelthen bare dømt betydningsløse. Pénélope Bagieu samler 12 af disse kvinder og deres fortællinger i et slags kvindehistorisk hyldestskrift. Lyder det elitært og tørt? Det er det langt fra. Tværtimod er det tolv fascinerende, overraskende og sjove fortællinger om 12 kvinder, der med deres rebelske ånd, styrke og ambitioner ændrede verden.


Tegnestilen er enkel, men meget udtryksfuld og karaktererne er tegnet på en måde, der gør dem meget respektindgydende og elskelige, både når de er omsorgsfulde og barske eller konsekvente. Hver historie er holdt i simple farveskemaer, der underbygger tiden og stemningen i fortællingen, men også giver plads til, at de stærke og skamløse kvinder kan stråle i alt deres vildskab og ydmyghed.
 

Kvinder i kamp: 150 års kamp for frihed, lighed, søsterskab!
Marta Breens historiske tegneserie er lidt i samme stil som Bagieus, men her er fokus på kvindekampen. Den grafiske roman følger kvindebevægelsen fra 1700-tallets kvindekamp under slaveriet til i dag. Undervejs er der fokus på nogle af de stærke kvinder, der turde gå forrest imod mænd, slaveri og uretfærdige systemer. Kvinder der risikerede meget for deres ret som mennesker.


Igen er tegnestilen enkel, og selvom det er en alvorlig og seriøs bog, er den også virkelig morsom. Marta Breen giver et godt overblik over kvindekampen og den feministiske bevægelse, og hvordan den har udviklet sig gennem årene fra kamp for basale rettigheder til kampen for at elske den, du vil.
 

The One Hundred Nights of Hero
Det her er en smuk, hjerteskærende, eventyrlig og forunderlig historie med feministiske temaer. Historien har et mytologisk skær over sig, som gør den magisk. Isabel Greenberg har bl.a. brugt Tusinde og en nat som inspiration til historien om to kvinder, der elsker hinanden, men ikke kan få hinanden. En mand forsøger at tvinge den ene af de to til sex, mens ægtemanden af væk, så han kan bevise, at kvinder er utro, ufornuftige væsner. For at redde deres værdighed og liv, holder de ham hen med fortællinger hver aften.


The one Hundred Nights of Hero er sat i en verden med middelalderlige træk, hvor kvinder er det laverestående køn. Det er også en historie om fortællingens væsen, og om hvordan den kan skabe bånd mellem søstre. I bogen møder vi nemlig også et søsterskab af kvinder, der fortæller hinandens barske, uretfærdige og ulykkelige historier videre imellem hinanden, for at huske, skabe sammenhold og modgå ensomheden. 

 

Her har du tre tegneserier med fokus på kvinder, som er rørende, barske, inspirerende og sjove. Du kan låne de to første gennem Aabenraa Bibliotekerne og den sidste her på bibliotek.dk.
Artiklen er udgivet i Bookeaters Magazine. Du kan læse resten af bladet her: https://issuu.com/bookeatersmagazine/docs/bookeaters-8_udk

 

Materialer