Verden set med litteraturens øjne

11.07.19
Verden set med litteraturens øjne er et farverigt sted. Jeg har besøgt op til flere lande igennem litteraturen: fra Japan, til Columbia, Island, Norge, Italien, Rusland og Indien – og sådan kunne jeg fortsætte listen, til vi næsten var nået jorden rundt.

Flere lande har jeg besøgt i virkeligheden, og nogen har jeg blot besøgt igennem litteraturen. Men fælles for begge oplevelser er, at jeg er blevet klogere på landets kultur og mennesker for hvert skridt, jeg har taget, eller side jeg har læst. I mine øjne kan den indre, fiktive rejse være mindst lige så givende, som den fysiske.
 

Jorden rundt med litteraturen
For nogle år tilbage så jeg en TED-talk med den engelske kvinde Ann Morgan, som i 2012 besluttede sig for at læse én bog fra hvert eneste land i verden på ét enkelt år. Et ambitiøst projekt, hvor det viste sig at den største opgave bestod i overhovedet at finde frem til og anskaffe litteratur fra de mest afsides steder på kloden. Men med hjælp fra mennesker i hele verden lykkedes det hende at skaffe litteratur fra hele verden – fra Angola til Panama – og pludselig åbnede verden sig for hende; alle de lande, der før havde været fremmede verdener, blev til levende steder med rigtige mennesker og en velvoksen kultur.

”Books have an extraordinary power to take you out of yourself and into someone else’s mindset. So that for a while at least, you look at the world through different eyes.” – Ann Morgan

Man kan selvfølgelig ikke lære et land og dets kultur at kende ved blot at læse én bog. Men jeg synes alligevel, at Ann Morgans projekt fortæller en fin historie om, hvordan verden åbner sig og bliver mere nuanceret, når vi læser. Der er i hvert fald ingen tvivl om, at min læsning af forfattere fra bestemte lande og verdensdele, har farvet mit syn på landet – på godt og ondt. Og det har i hvert fald gjort mit syn på de lande mere levende og farverig, og det har i flere tilfælde også gjort mig mere oplyst.
 

Når fiktion farver virkeligheden
Når jeg tænker på Japan, tænker jeg automatisk på Murakamis magiske universer, og de mange detaljerede beskrivelser af mad giver mig lyst til at mæske mig i misosuppe og drikke kolde øl på en mandag. Takket være Gabriel Garcia Marquez, Isabel Allende og mange flere, forestiller jeg mig en sprudlende og farverig kultur, når jeg tænker på Sydamerika, hvor ånder er en naturlig del livet og hverdagen. Og når jeg tænker på Island, tænker jeg på islandske sagaer, en barsk natur, stædig humor og en indgroet selvironi, som jeg oplever den i Sjón og Hallgrímur Helgasons forfatterskaber. De lande og kulturer har åbnet sig for mig, selvom jeg ikke har besøgt dem i fysisk forstand endnu, og ved at læse om dem igennem fiktionen, har jeg også fået lyst til at udforske dem i virkeligheden. Om mine litterære forestillinger så holder stik må tiden vise.

Den her sommer har jeg ikke haft nogen rejseplaner, og derfor er jeg i stedet rejst ind i litteraturens verden. Jeg har blandt andet rejst til Argentina i selskab med Samanta Schweblin, der er aktuel med med den kafkaske novellesamling Fugle i munden og til Spanien med Carlos Ruiz Zafón og hans store fortælling Vindens skygge.

Hvis du stadig har udlængsel og længes efter luftforandring, så har jeg samlet en række bøger herunder, som alle kan tage dig væk til fremmede kulturer – uanset om du befinder dig hjemme i Danmark eller på en solseng under varmere himmelstrøg.
 

Oprindeligt skrevet af Maria fra eReolen.

Materialer