YouTube får børn til at læse

08.12.21
Børn bruger en stor del af deres fritid bag skærmen. Enten på at spille eller se YouTube-videoer af andre, der spiller eller laver anden underholdning. 

51 procent af danske børn i alderen op til 15 år spiller dagligt. 

Det viser en undersøgelse af børns spillevaner, som Medierådet for Børn og Unge, DR og Det Danske Filminstitut står bag. Børn spiller for underholdningens skyld, og mange spiller også for at være en del af det sociale fælleskab og mødes med venner i spil.

Forældre ser deres børn forsvinde ind i en verden, de ikke selv kender til, og kan derfor have svært ved at se det gode i dette tidsfordriv. 

Men børnenes helte, de populære youtubere, som de følger hver dag på deres skærme, kan også fange børnenes læselyst. Flere af dem er nemlig gået sammen med anerkendte forfattere, og det er der kommet nogle gode børnebøger ud af.

Simbas farlige rejse af Michael Kamp og ComKean

Simba er en indekat, der lever sammen med youtuberen ComKean. Hver dag kommer posten med en masser pakker og fanpost til ComKeam, men en dag glemmer posten at lukke døren, og Simba ser sit snit til at opleve lidt af verden udenfor. 

Det viser sig dog hurtigt, at verden er ret skræmmende, og Simba prøver forgæves at finde tilbage til sit trygge hjem. Hvordan skal det gå Simba, og slipper han godt fra mødet med baggårdskattene og rotterne?

Med over 175.000 abonnenter på YouTube er ComKean kendt blandt mange børn. De følger ham spille forskellige spil; blandt andre Roblox. 
ComKeam er gået sammen med forfatteren Michael Kamp og sammen har de skrevet to bøger om katten Simba. 

Battle royale serien af Michael Kamp – anbefalet af Vercinger

I en nær fremtid, hvor klimaforandringerne har ødelagt jorden så meget, at den nærmest er ubeboelig, kæmper 100 børn i et stort realitysetup om overlevelse på øen Orø. 

De skal kæmpe, indtil der kun er én overlevende tilbage. Men det viser sig, at børnene har større udfordringer end at undgå at blive dræbt af hinanden, der er nemlig mørke kræfter på spil på Orø. 

Der er action og spænding i denne dystopi, hvor man følger forskellige børn og deres kamp med tiden og døden. Den er lidt mørk og man skal være forberedt på kampscener og død, men den er god og fangende.

Bogen er blevet til i et samarbejde med youtuberen Vercinger og er stærkt inspireret af Fortnitespillet. 

Den Mandige Elg, serien af Katja L. Berger

I ”Elg flytter hjemmefra” følger man Elg, der er træt af, at han ikke må spille så meget, som han gerne vil. Derfor flytter han hjemmefra og prøver at bygge sit eget hjem. 
Der er masser af genkendelighed, humor samt referencer til eventyr i bøgerne. 

Den Mandige Elg er endnu en youtuber, som spiller computerspil og har over 138.000 abonnenter. 

Bamser, bomber og brødristere af Kristoffer J. Andersen / Niki Topgaard

Niki Topgaard er hovedpersonen i denne bog. Han er ved at lave en unboxing-video, hvor han viser, hvad han har købt på Wish. Som forventet er der underlige ting, som han ikke kan huske at have bestilt. 

Derimellem er en ret virkelig bamse, som er ude på at tage livet af ham. Niki prøver på alle mulige måder at komme af med bamsen, men den bliver ved med at dukke op. Ingen vil tro på, at han bliver jagtet af en møgirriterende psykopatbamse.

Knap en kvart million abonnenter har Niki Topgaard på YouTube. 

Fælles for de fleste af disse bøger om og af youtubere er, at de har den kendte youtubere i hovedrollen og tager læseren med helt ind bag skærmen i deres eget liv eller det spil, de spiller. 

De giver meget af sig selv og tager børnene og deres interesser alvorligt. 

Der findes flere youtubere, som også har været med til at skrive børnebøger; blandt andre Lakserytteren, Morten og Naja Münster, Beduna og RobinSamse

De youtuberblåstemplede bøger skal nok falde i god jord ved de spilleglade 9-13 årige børn – og måske også deres forældre.

/Lene Mørk Damm, børnekulturformidler ved Aabenraa Biblioteker & Kulturhuse 

Materialer