Dit bibliotek er også digitalt. På aabenraabib.dk finder du en lang række digitale tilbud. Også til opgaveskrivning.

Hjælpen (til din opgave) er nær

17.03.20
Sidder du lige nu og skal skrive SRP eller andre opgaver, som du skal bruge kilder til? Her får du et udsnit af steder, der vil kunne hjælpe dig, selv om det fysiske bibliotek er lukket. På Aabenraa Biblioteker har du digital adgang til en lang række databaser, som er guld værd, når du skal skrive DHO, SRP og andre større opgaver.

Er du ikke oprettet som bruger på biblioteket? Det er ikke noget problem. Du kan oprette dig som låner hjemmefra. Du skal bare bruge dit NemID. Læs hvordan du opretter dig som låner her.

Infomedia: Infomedia er en dansk artikeldatabase, hvor du kan søge efter artikler. Normalt kan den kun bruges på biblioteket, men på grund af lukningen af bibliotekerne i forbindelse med corona-virus kan du nu ekstraordinært benytte Infomedia hjemmefra. For at få adgang til Infomedia skal du logge ind med dit cpr.-nummer og din pinkode til biblioteket. Fjernadgangen til Infomedia gælder artikelbasen og ikke dagsaktuelle aviser. Du finder login til Infomedia her.

Faktalink: Her finder du oversigtsartikler om aktuelle og samfundsrelevante emner. Historiske temaer og tidstypiske tendenser. Det er et godt sted at skabe et overblik over et givent emne; eksempelvis 1. Verdenskrig. I Faktalink finder du udførlige artikler om alt fra sport, kultur, historie, politik, IT, trends, medier og meget mere. Samlingen omfatter over 500 artikler med flere tusinde links og henvisninger. Udarbejdes af bibliotekarer, journalister eller andre med faglig ekspertise på et givent område.

Forfatterweb: Forfatterweb er stedet at besøge, hvis du har brug for forfatterportrætter, anmeldelser, genrebeskrivelser og artikler om litterære perioder.  Det er et digitalt forfatterleksikon over danske og udenlandske forfattere. Over 800 portrætter af både afdøde og nulevende forfattere og omfatter klassiske forfatterskaber, såvel som debuterende forfattere på tværs af genrer. Alle artiklerne er bygget op efter en fast struktur indeholdende fakta om forfatterens liv, værker, linksamling og bibliografi. Portrætter opdateres løbende og mængden af nye forfattere øges med cirka 50 årligt.

Danmarkshistorien.dk: Danmarkshistorien.dk er en omfattende materialesamling udarbejdet af Aarhus Universitet: Fra oldtiden til i dag, opdelt i periodekapitler. Basen er et digitalt historieleksikon med artikler om emner, personer og begivenheder – artiklerne er kombineret med billeder, lyd og videoer. Desuden er der en lang række primærkilder, som eksempelvis taler og lignende. 

GreenFILE: GreenFILE er en engelsksproget base med artikler om miljø, klima, landbrug, energiformer, forurening og bæredygtighed, global opvarmning.

Global Issues - Gale in Context: Global Issues in Context belyser nutidige begivenheder og internationale spørgsmål ud fra en global vinkel. Binder en række forskellige kilder sammen til belysning af forskellige spørgsmål om verdens brændpunkter – det sociale, politiske, militære, økonomiske, miljømæssige, sundhed, kultur. Indeholder cirka 320 emner indenfor otte hovedområder.

EBook Central: Mangler du en bog om dit emne, så tjek lige EBook Central. Her finder du engelsksprogede e-bøger indenfor alle fagområder. Her er et udvalg på over 32.000 engelsksprogede bøger indenfor mange fagområder; for eksempel IT, økonomi, naturvidenskab, historie, politik og samfundsfag. Bøgerne kan downloades til smartphone, tablet og computer.

Access Science: Access Science er din digitale adgang til opslagsværker og artikler om alle naturvidenskabelige emner. I Access Science finder du viden om naturvidenskabelige emner som for eksempel matematik, astronomi, kemi, miljø, medicin, psykiatri, psykologi, landbrug, IT og veterinærmedicin. Du kan finde baggrundsartikler og udførlige leksikaopslag om faglige ord og begreber. Du vil finde omtale af nobelprisvindere og videnskabsmænd og -kvinder indenfor de naturvidenskabelige discipliner. Særlige tips: I Access Science kan du også finde billeder, videoer og animationer, hvor du vil kunne lære om for eksempel øjets struktur og funktion, om solformørkelser og om, hvordan en vulkan opstår.

Google Scholar: Google Scholar er en videnskabelig indgang til Google, som gør det nemmere for dig at søge bredt efter videnskabelig litteratur. I Google Scholar kan du ét sted søge i mange kilder indenfor mange fagområder; afhandlinger, specialer, bøger, uddrag og artikler anmeldt af fagfolk fra akademiske forlag. Du søger også i kilder fra faglige sammenslutninger, dokumentdatabaser, universiteter og andre videnskabelige organisationer.

MasterFILE Premier: I MasterFILE Premier finder du viden og information om langt de fleste emner. Du kan finde artikler, anmeldelser, biografier, billeder og taler og meget andet. I MasterFILE Premier er der artikler fra populære tidsskrifter som Time, Newsweek, National Geographic, Rolling Stone, men også andre mere videnskabelige, for eksempel The Lancet. 

bibliotek.dk: På Bibliotek.dk er det muligt at søge på tilgængelige e-materialer. I stedet for "Alle materialer" klikker du blot på "e-materialer" i dropdown-menuen ved søgefeltet. Her finder du også link til danske avisartikler i Infomedia.

Det er et lille udsnit, vi præsenterer her, du får det fulde overblik på aabenraabib.dk. Husk også, at Biblioteksvagten modsat de fysiske biblioteker ikke er lukket. Læs mere om Biblioteksvagten her.

Redigeret udgave af Martin Minka Jensens artikel. Martin er redaktør på Randers Bibliotek.