Hvad mon der gemmer sig bag lågerne?

14.12.18
På Aabenraa Bibliotek har vi lavet byens måske største julekalender. Hver dag åbner vi lågerne, og hvis du kommer forbi, får du måske noget lækkert med hjem.

På Aabenraa Bibliotekerne vil vi gerne gøre noget ekstra ud af den dejlige juletid og skabe ekstra god stemning. Der er bekendt ingen større glæde end at give, og vi har været i gavehumør. Derfor har vi lavet en stor julekalender på Aabenraa Bibliotek.
Bag lågerne gemmer der sig mange gode ting, som man sikkert har opdaget, hvis man har været forbi biblioteket her i december. Vi har fx pakket boggaver ind, der er quizzer for børn og voksne med mulighed for at vinde præmier og hvis du er hurtig, kan du stadig nå at låne enten Lucinda Rileys eller Sara Blædes nyeste bøger med hjem i et 14 dages lån. 

Man kan også nyde juleteksstykker som dette uddrag af H. C. Andersens brev til B. S. Ingemann juledag 1861. Værsgo og nyd det. 

"Min Stue støder lige op til Kirken, jeg kan gjennem Døren gaae derind; orgelet spiller, Psalmesangen lyder i det jeg skriver disse Ord til Dem; her er saa Jule-festligt! Og i aftes var her ret Barne-Glæde; alle de Smaa var saa lykkelige ved Juletræet og dets Herligheder, jeg fik ogsaa mit Julebord med mange Sager der tydede hen paa mine Digtninger, Katten sad paa Blækhuset, Nissen dandsede paa Penneholderen, Sommerfuglen fløi i florentinsk Mosaik paa Papir Trykkeren, min lille Svovlstikke-Pige havde ogsaa indfundet sig og for at jeg ogsaa kunde faa Vers fik jeg Christian Winthers Bog med Exners Billeder. Jeg tænkte ellers meget igaar paa min Juletid i Barndommen, den var dog den rigeste jeg har oplevet, uagtet Stuen var saa lille og jeg intet Juletræ havde, men Grøden Gaasen og Æbleskiber sic manglede aldrig og den Aften stod der to Lys på Bordet.”

Der er stadig mange dage til jul og rig mulighed for at nå forbi og være med til at åbne en julekalenderlåge - eller bare se dagens indhold, når du kommer forbi. Vi åbner lågerne om morgenen/formiddagen. I weekenderne er indholdet særligt rettet til børn.