Og årets mest eftersøgte forfatter var

Og årets mest eftersøgte forfatter var:

05.01.18
Men hvad søgte du mest efter i 2017 ?

De mest benyttede sider på Aabenraa Bibliotekernes hjemmeside er 'Min side', åbningstiderne og selvfølgelig søgning på bøger og andre materialer. Det er under ’Min side’ man blandt andet kan se, hvad man har lånt og forlænge låneperioden. 
 
Men hvad søgte borgerne på i 2017?
 
Årets mest søgte forfatter er en vaskeægte dronning.
 
Danmarks krimidronning Sara Blædel har vundet hjerterne hos aabenraaerne. Over 250 mennesker søgte efter hendes bøger på hjemmesiden. Hun indtager dermed en førsteplads, og har i øvrigt vundet flere priser. Sara Blædels bøger udkommer i 34 lande.
 
På andenpladsen finder vi Lucinda Riley, der går en verdensomspændende sejrsgang især med serien om de Syv søstre, der handler om syv adopterede søstres vidt forskellige baggrund. Hende var der knap 250 mennesker der havde søgt på.
 
Tredjepladsen indtages af forfatteren Mari Jungstedt, der i 2017 kom med ”Den du elsker”, der er bog nummer 12 i hendes krimiserie. Hende var der 211 der havde søgt på. 
 
I det hele taget blev der igen i år læst krimier i Aabenraa. Halvdelen af de mest brugte søgeord i 2017 handlede om forfattere til og eller titler på krimier. Men der blev også læst andet end krimier af borgerne i Aabenraa Kommune.
 
Familieromaner/kærlighedsromaner.

JoJo Moyes har vundet ’The Romantic Novel of the Year Award’ to gange, og hendes bøger er oversat til mere end 11 forskellige sprog. Jojo Moyes er forfatteren bag bag den romantiske serie om Lou og Will: "Mig før dig" (2012) der også er filmatiseret,

"Efter dig" (2015) og "Stadig mig" (2018) - der endnu ikke landet på dansk på biblioteket.
Hende blev der søgt 135 gange på i 2017 på bibliotekets hjemmeside.
 
Forbavsende fravær
Hverken forfatteren Sara Omar der har skrevet bogen ”Dødevaskerne”, Troels Kløvedal der har skrevet ” Alle mine morgener på jorden” eller ”Gå glip” af Svend Brinkmann finder man på årets topliste. Forklaringen er, at de udkom sidst på året. Men kigger man udelukkende på søgninger i december er bøgerne alle repræsenteret blandt de mest søgte titler.
 
Årets mest brugte søgeord i hele 2017 på bibliotekets hjemmeside aabenraabib.dk var
 
1 Sara Blædel 254 søgninger
2 Lucinda Riley 233 søgninger
3 Mari Jungstedt 211 søgninger
5 krimi 201 søgninger
6 Camilla Läckberg 181 søgninger
7 Jesper Stein 159 søgninger
8 Jeffrey Archer 156 søgninger
9 Dan Brown 136 søgninger
10 Jojo Moyes 135 søgninger