Tag med til Bogforum den 16. november
Tag med til Bogforum den 16. november

Programmet til Bogforum er her: Få overblikket her

27.08.19
Dette års Bogforum er smækfyldt med oplevelser med nogle af tidens største og bedste forfattere. Her får du et overblik over lørdagens program, som du kan opleve, hvis du hopper med på den fælles bus fra Aabenraa Bibliotek den 16. november.

Nuværende og tidligere ministre, krimidronninger, hele Danmarks hjernelæge og sidste års vinder af DR Romanprisen er nogle af de personer, du kan møde på dette års Bogforum om lørdagen den 16. november. Til Bogforum kan du høre mere om forfatterne, og hvad der har fået dem til at skrive lige netop de bøger.

Mød også manden, der insisterer på, at du skal ”Stå fast” og ”Gå glip”, Svend Brinkmann fortælle om sin nye filosofiske bog ”Hvad er et menneske?”, som allerede nu har fået flere gode anmeldelser. Er du til helt nye forfattere, kan du også møde debutanten Sofie Jama, der har skrevet bogen ”Et andet menneske et andet liv”, der hanlder om somaliskfødte Baraka, der kæmper for at finde sin identitet i det danske samfund. 

Har du som jeg altid drømt om at se en vaskeægte Disney-tegner i aktion, så kan du måske lige nå at se tilblivelsen af de fortryllende væsener, når Disney-tegner Flemming Andersen sætter sine streger live om formiddagen.

Hvis bootcamps og sunde opskrifter er mere dig, kan du møde sundhedsguruen Michelle Kristensen, der er kendt fra Go’ Morgen Danmark og er aktuel med bogen ”Ny krop på 4 uger”, der er hendes syvende bog om sundhed, kost og motion. Du kan også møde Louise Lorang og Lisbeth Østergaard, der sammen har udgivet en bog om grøn mad til hele familien. Bogforum får også denne lørdag besøg hele vejen fra Egypten, når forfatteren Alaa Al Aswany kommer forbi og fortæller om sin seneste bog om den egyptiske revolution og det arabiske forår "Jeg løber mod Nilen". 

Slægtsromaner og familiekrøniker har fascineret og tiltrukket læsere i utallige generationer. Slægtsromanerne har i de senere år oplevet en meget stor interesse fra de danske læsere, og ender måske med at skubbe krimigenrens ned af pinden som den mest populære genre. I hvert fald kan du følge debatten om netop det ved Danmarks Bibliotekers stand.

Desuden kan du overvære en klimadebat, møde Mogens Lykketoft, høre om Jussi Adlers seneste bog om Afdeling Q, samt møde GreteLise Holm og Sara Blædel. Desuden kan du få cykelsporten helt inde under huden, når Brian Holm og Chris Anker Sørensen fortæller om deres vildeste cykeloplevelse.

Se hele programmet, og sammensæt dit eget program på bogforum.dk, print det ud og tag det med, så du kan nå at være ved dine yndlingsforfattere på et rette tidspunkt.

Du kan som altid låne alle bøgerne på et af vores biblioteker.