Det kan være svært at spotte falske nyheder og misinformation. Heldigvis er der hjælp at hente på eKurser.nu.

Sådan spotter du falske nyheder og misinformation

13.04.21
Hvad er egentligt sandt? Vi overstrømmes af informationer, når vi surfer rundt på nettets bølgende diskussioner og debatter. Se her, hvordan du spotter Fake News og misinformation.

SÅDAN SPOTTER DU FALSKE NYHEDER

Danmarks Biblioteksforening har udviklet en guide til, hvordan man spotter falske nyheder.

1: TJEK KILDEN: Undersøg siden, dens link og nyhedens forfatter. Virker det hele troværdigt?

2: LÆS VIDERE: Holder overskriften, når du læser hele artiklen? Understøtter den historien?

3: ER DET EN JOKE? Er artiklen seriøs, eller er den ment for sjov? Tjek om kilden laver satire.

4: TJEK DATO: Er nyheden aktuel? Hvis ikke, kan det gøre den irrelevant eller ligefrem vildledende.

5: FORDOMSFULD? Overvej om dine egne overbevisninger påvirker din dømmekraft.

6: SPØRG EKSPERTEN: Besøg biblioteksvagten.dk, hvor der er folk klar til at hjælpe dig, eller kom ind på biblioteket.

Hvordan kan man finde ud af, om Mette Frederiksen virkelig tager mandlige kønshormoner? Og hvad er nu Deepfake for noget? Kan vi nu ikke engang stole på, hvad vi ser på nettet? Hvorfor er der overhovedet nogen, der ønsker at skabe falske nyheder?

Viden på nettet er ikke længere ukompliceret.

Fake news er falske nyhedshistorier, der ligner rigtig journalistik og fremstår som ægte nyheder, men som er kendetegnet ved at være faktuelt forkerte. Formålet med fake news er at påvirke folk til at tro på noget bestemt eller handle på en bestemt måde. Fake news er ikke et nyt fænomen, men internettet og i særdeleshed de sociale medier har skabt nye vækstbetingelser for falske nyhedshistorier.

Men fortvivl ikke, for der er hjælp at hente på bibliotekernes e-læringsportal, eKurser.nu, hvor kurset F"å fake news forklaret" ligger klar med hjælp, så misinformation og Fake News kan afkodes.

Men hvorfor er det så vigtigt, at man kan spotte, om en nyhed er misinformation eller en falsk nyhed?

Falske nyheder og misinformation forplumrer debatten, og hvis du ikke selv kan se, om en nyhed er falsk eller misinformation, risikerer du, at du er med til at dele usandheder, som er med til at skade enkelte mennesker, demokratiet og den offentlige debat. 

Det kræver derfor viden og aktivt stillingtagen hos det enkelte individ, hvis vi i fællesskab skal bekæmpe usandheder på nettet.

Du finder kurset "Få fake news forklaret" på eKurser.nu her

Har du lyst til at vide mere om Fake News og misinformation, anbefales du at søge viden på disse hjemmesider:

Verdens Bedste Nyheder
Tjekdet
Jesper Olsen Zetland - YouTube

Tjekdet har desuden lavet to nye portaler; "Tjekdet Undervisning" og "Tjekdet Forskning". "Tjekdet Undervisning" samler viden, opgaver og forløb om misinformation, desinformation og digital dannelse. Siden er målrettet undervisere. "Tjekdet Undervisning" er en vidensbank med analyser, forskning og rapporter misinformation, desinformation og hadtale. 

Materialer