Forlagets beskrivelse af: Ivanhoe af Walter Scott

Ridderturneringer, kidnapninger, dueller på liv og død, hekseafbrændinger, en mystisk sort ridder og den tapre Robin Hood. Alt dette og meget mere byder den eventyrlige fortælling om korstogsridderen Ivanhoe på. Romanen foregår i 1200-tallets kaotiske England, hvor der er splid mellem saksere og normannere, kristne og jøder og kamp om kongemagten mellem Richard Løvehjerte og hans intrigante bror Johan. Ivanhoe er netop hjemvendt fra et korstog, hvor han har kæmpet side om side med den normanniske Richard Løvehjerte. Dette har vakt forbitrelse hos Ivanhoes saksiske far Cedric, som har gjort ham arveløs. Udover at forsøge at genvinde sin fars gunst, må Ivanhoe dyste om den smukke lady Rowena, forsvare sin konge og stille op til duel for at redde den gode jødinde Rebecca, der står anklaget for at være heks. Den spændingsfyldte handling og blandingen af fiktive hovedpersoner og historiske bipersoner er typisk for forfatteren. Romanen er blevet filmatiseret mange gange, bl.a. i 1952 med Robert Taylor i hovedrollen som Ivanhoe, Elizabeth Taylor som jødinden Rebecca og Joan Fontaine som den smukke lady Rowena.