Litteratur

Kunst og krop: samtale ml. Capsar Eric og Emil Falster

Tid
19:00 - 20:30
Pris
Standard: 90 DKK
Medlemmer af kunstforeningen: 50 DKK
Sted
Kunst ♥ Aabenraa, Skolegade 11

Mød digterne Caspar Eric og Emil Falster i en samtale om krop, kunst og alle de måder, vores krop og identitet formes af det, der er omkring os.

Caspar Eric og Emil Falster har begge skrevet om, hvad det vil sige at leve med et handicap i Danmark. Caspar Eric i form af digtsamlingen CRIP, som sætter et nyt og nødvendigt sprog på det at leve med handicap og insisterer på at handicap ikke kun et individuelt vilkår, men et samfundsanliggende. 
Emil Falster er handicapforsker og har centreret sin forskning om mennesker med funktionsvariationer, særligt børn og unge, og de strukturelle, kulturelle, institutionelle og sociale betingelser, der former levevilkår, deltagelse og identitet. I 2024 var han aktuel med bogen Ableisme – Magt, menneskesyn og myten om den normale krop. 

Både Caspar og Emil er digtere og har på forskellige måder arbejdet med identitet, marginalisering, privilegier og maskulinitet. 

Emils skønlitterære debut, digtsamlingen VORDINGBRONX, er en poetisk oprørs- og kærlighedserklæring, hvor provinsen ikke længere er en geografisk fodnote, men et ar, en arv og en kampplads. Den er til dig, der vil forstå, hvordan ulighed ikke kun er tal og statistik, men noget, der gror i kroppe, sind og relationer. Digtene forener personlige erfaringer med et sociologisk blik, i en poetisk undersøgelse af klasse, maskulinitet og vold som kræfter, der former liv, identitet og muligheder.

Caspar er en af sin generations mest markante danske forfattere og digtere. Han debuterede i 2014 og har siden markeret sig med en række anmelderroste og prisbelønnede udgivelser, der forener det personlige med det politiske. Caspar Eric er født med cerebral parese og har gennem sit forfatterskab beskæftiget sig med emner som krop, identitet, kærlighed, popkultur, sårbarhed og aktivisme. CRIP kombinerer vrede, sårbarhed, kulturkritik og humor i et opgør med forestillinger om normalitet, værdighed og livskvalitet.

Samtalen mellem Caspar Eric og Emil Falster foregår på Skolevej 11 i Aabenraa, hvor den frivillige kunstforening Kunst ❤️ Aabenraa udstiller kunst fra kunstskolerne Bifrost i Randers og Snurretoppen i Horsens. Begge kunstskoler henvender sig til voksne med særlige behov. 

Foredraget er støttet af BHJ-Fonden og Kulturelt Samråd i Aabenraa kommune.