Reglement

Indhold:

Benyttelse | Registrering | Lånetid | Gebyrer | Erstatning | Ansvar | Persondata

Benyttelse
Alle kan benytte Aabenraa Bibliotekernes tilbud på hovedbibliotek, filialer og i det digitale bibliotek www.aabenraabib.dk.

Alle kan i den betjente åbningstid blive introduceret til bibliotekets tilbud og få faglig vejledning i benyttelsen af disse.

Alle registrerede brugere fra 13 år har adgang til de selvbetjente biblioteker. Børn til og med 12 år har adgang, hvis de ledsages af en person, der har adgang til de selvbetjente biblioteker.

Det er gratis for brugeren at benytte Aabenraa Bibliotekerne, låne materialer m.v. Dog opkræves betaling for print, kopier, deltagelse i visse arrangementer samt for særlige serviceydelser.

Alle kan låne bibliotekets materialer, digitale tilbud m.v., samt benytte pc’er og andet it-udstyr.

Visse materialetyper kan af rettighedsmæssige årsager være underlagt begrænsninger i udlånsadgangen, eller kan kun lånes af borgere bosat i Aabenraa Kommune.

Visse materialer er uegnet til hjemlån og kan derfor kun benyttes på Aabenraa Bibliotekerne.

Aabenraa Bibliotekerne kan fastsætte begrænsninger for det antal lån, reserveringer, bestillinger, bookinger m.v. en bruger kan have.

Aabenraa Bibliotekerne fastsætter retningslinjer for benyttelse af pc’er og andet it-udstyr.

Aabenraa Bibliotekerne fastsætter retningslinjer for god adfærd på biblioteket.


Registrering
Alle kan blive registreret som bruger.

For at låne materialer, benytte pc’er m.v. og få adgang til bibliotekets selvbetjeningstilbud, herunder de selvbetjente biblioteker, skal brugeren være registreret som bruger af Aabenraa Bibliotekerne. Registrering sker på biblioteket eller via NemID. Ved registrering på biblioteket skal brugeren medbringe gyldig legitimation (fx sundhedskort, pas, kørekort, studiekort).

Børn til og med 12 år kan blive registreret som bruger, hvis

  • Forældre eller værge personligt møder op på biblioteket sammen med barnet, eller
  • Barnet medbringer indmeldelsesblanket med underskrift af forældre eller værge

I begge tilfælde skal forældres eller værges cpr-nummer samt mailadresse og/eller mobilnummer oplyses.

Sundhedskortet benyttes efter registrering som bibliotekskort. Der kan også udstedes et selvstændigt bibliotekskort. Kortet er personligt, og brugeren er ansvarlig for og hæfter for udlån af materialer, anvendelse af pc’er, aktiviteter i de selvbetjente biblioteker m.v., der kan knyttes til kortet.

Bortkommer sundhedskortet/bibliotekskortet skal brugeren straks melde det til biblioteket, som spærrer for yderligere anvendelse af kortet.

Brugere, der oplyser e-mailadresse og/eller mobilnummer accepterer at modtage servicemeddelelser om lån, bestillinger, reserveringer og eget brug af bibliotekets forskellige tjenester.

Brugere uden fast bopæl i Aabenraa Kommune kan ved lån af materialer opkræves depositum.


Lånetid, registrering og fornyelse af lån
Lånetiden er normalt 30 dage. Aabenraa Bibliotekerne kan dog fastsætte en kortere eller længere lånetid for visse materialetyper.
Ved lån af materialer fra andre biblioteker kan der gælde andre regler.

For dagtilbud og skoler til og med 10. skoleår med adresse i Aabenraa Kommune og brugere tilknyttet Biblioteket-Kommer er lånetiden op til 60 dage.

Lånetiden fremgår af udlånskvitteringen eller i lånerstatus på www.aabenraabib.dk.

Hvis et udlånt materiale ikke er reserveret til en anden bruger, er der mulighed for at få lånet fornyet. Aabenraa Bibliotekerne fastsætter regler for fornyelser.


Aflevering, overskridelse af lånetid og gebyrer
Aflevering skal ske inden udlånsfristens udløb. Ved overskridelse af lånetiden betales et gebyr fastsat af Byrådet.

Brugeren har mulighed for at tilmelde sig en service , der et par dage før afleveringsfristen sender en påmindelse på SMS eller mail.

Mellemværender kan betales via bibliotekets hjemmeside www.aabenraabib.dk eller på biblioteket.

Dagtilbud og skoler til og med 10. skoleår med adresse i Aabenraa Kommune og brugere tilknyttet Biblioteket-Kommer betaler ikke gebyrer for overskridelse af lånetiden.


Erstatning
Brugeren har ansvaret for materialer, der er lånt på sundhedskortet/bibliotekskortet og skal erstatte beskadigede eller bortkomne materialer. Erstatningen svarer til bibliotekets anskaffelsespris eller en standardpris.

Overskrides lånetiden med mere end 30 dage, anses materialet for bortkommet, og der sendes en saldoopgørelse, som indeholder en erstatningspris for materialerne, samt en opgørelse over alle skyldige gebyrer.

Erstatningsbeløbet refunderes, hvis det bortkomne materiale fremkommer inden et halvt år efter betaling af erstatningen og afleveres på biblioteket.


Inddrivelse
Hvis brugeren ikke betaler gebyrer eller erstatningsbeløb efter udsendelse af saldoopgørelse, overgives sagen til offentlig inddrivelse. Omkostninger hertil påhviler brugeren. Er der tale om børn og unge under 18 år, sker inddrivelsen hos forældre eller værge.


Udelukkelse og bortvisning
Brugere der i gentagne tilfælde ikke afleverer lånte materialer eller afleverer lånte materialer i beskadiget stand kan udelukkes fra at låne på biblioteket.

Skylder brugeren 200 kr. eller mere i gebyrer, udelukkes brugeren fra at låne, indtil beløbet er betalt, eller materialerne afleveret og gebyret betalt. Udelukkelsen varsles skiftligt 7 dage før, den træder i kraft. I særlige tilfælde kan udelukkelse ske uden varsel.

Hvis brugeren ikke respekterer god ro og orden i henhold til retningslinjer for god adfærd på biblioteket eller afviser at følge personalets anvisninger, kan brugeren bortvises fra biblioteket.


Ansvar
Brugeren er ansvarlig for korrekt registrering, herunder at oplysninger om mailadresse og mobilnummer er korrekt.

Brugeren er ansvarlig for lånte materialer, anvendelse af pc’er, aktiviteter i de selvbetjente biblioteker m.v., der kan knyttes til sundhedskortet/bibliotekskortet.

Biblioteket påtager sig intet ansvar for det materiale, som brugeren opsøger på eller kopierer fra Internettet.

Biblioteket påtager sig intet ansvar, hvis lånte materialer beskadiger brugerens pc, programmer eller afspilningsudstyr.


Persondata
Bibliotekets lånerregister er underlagt bestemmelserne i ”Lov om behandling af personoplysninger”. Oplysninger om lån slettes ved aflevering af materialerne. Biblioteket har dog i op til 4 uger efter afleveringen mulighed for at se, hvem der har afleveret et givet materiale.

Bibliotekets lokaler er videoovervåget. Optagelserne bliver behandlet efter ”Lov om behandling af personoplysninger”.

Oplysninger om benyttelse af bibliotekets pc’er gemmes i 30 dage.


Tyveri
Materialer, der fjernes fra biblioteket uden at være registreret lånt, betragtes som stjålne, og sagen kan blive meldt til politiet.


Reglementet er godkendt af Kultur- og Fritidsudvalget den 12.9.2016 og træder i kraft den 1.10.2016