Mary og monsteret: Frankensteins efterliv
I anledning af premieren på Guillermo del Toros filmatisering af "Frankenstein" udforsker vi de steder i litteraturen, hvor man kan møde videnskabsmanden, monsteret og deres skaber, forfatteren Mary Shelley.
Af biblioteket
Det var en mørk og stormfuld aften - dengang i 1816, hvor et vulkanudbrud i Indien gjorde sommeren trist og våd, også ved Genevesøen i Schweiz. Der befandt sig tilfældigvis en gruppe forfattere, som denne aften ville undfange ikke mindre end to klassikere inden for gyset: Mary Shelley, hendes mand Percy Bysshe Shelley, John Polidori og lord Byron. De fik tiden til at gå med at læse spøgelseshistorier - og sidenhen kom udfordringen: hvem kan skrive den bedste?
Polidori skrev den første romantiske vampyrhistorie (kortromanen "Vampyren"), mens Mary Shelley lå en søvnløs nat og fik forestillingen om en videnskabsmand stående over et genoplivet lig. Sådan opstod den roman, der stadig giver søvnløse nætter her mere end hundrede år efter.
Men det er ikke det eneste, "Frankenstein" har givet. Romanen er nemlig blevet til et hav af film, skuespil, tegneserier og andre adaptationer, men kigger man på litteraturen, bliver det også tydeligt, hvor mange steder, forfattere har trukket på monsteret og forsøgt at overføre noget af den sære elektricitet, der gjorde Mary Shelleys roman så levende, til deres egne værker.
Gode genfortællinger
"Frankenstein" er en gotisk roman og en klassiker inden for gyset - ligesom nogle vil kalde den for den første science fiction-roman. Selvom Shelleys roman sagtens kan læses i dag, er der også flere, særligt horrorforfatterne, der har taget det genoplivede monster til hjerte.
Den danske forfatter Kenneth Bøgh Andersen, der ofte gør sig i gyset, har genskrevet historien i "Frankenstein genfortalt", hvis man vil have den originale fortælling i en mere nutidig tone. Men hvis man gerne vil have en moderne udgave med mere gang i den, er det nok Dean R. Koontz' "Frankenstein", man skal gribe fat . Her er historien flyttet til nutidens New Orleans, og man kan også møde dræbermutanter, kloner og meget andet tjubang. Koontz har skrevet hele fem bøger i serien, men de tre, der findes på dansk, hænger sammen som en trilogi.
Monsterets gæsteoptrædender
Monsteret selv gæsteoptræder også mange andre steder, enten som inspiration eller figur.
I Stephen Kings "Det onde" / "It" bruges mange klassiske filmfigurer som skrækelementer, da en flok børn møder et fremmed væsen, der lever af deres frygt - og her er det sammenflikkede lig naturligvis en gæstestjerne. Det samme er han - sammen med andre klassiske navne - i Per Sanderhages "En sag for Luckner", en novellesamling, hvor lejemorderen Luckner i 1970'erne krydser klinger med mange af gysets skabninger. Det er god underholdning for dem, der godt kan lide deres horrorfilm med B i.
Et mere luftigt fodaftryk har skabningen sat som inspiration, blandt andet hos H. P. Lovecraft. Han er måske mest kendt for sine historier med et kosmisk tilsnit, men i "Herbert West - genopvækker" er det videnskabsmandens arbejde med at genoplive de døde, der er det bærende og naturligvis ødelæggende element. Også Robert Harris, der er mest kendt for sine historiske romaner, er i "Frygtens indeks" blevet inspireret af "Frankenstein" til en historie om en algoritme, der render verden over ende - en historie på knivsæggen mellem science fiction og horror.
De uventede møder
Fortsætter man jagten på skabningens litterære DNA, kommer man til mere overraskende læseoplevelser.
Mary selv - og hendes arbejde med romanen - er fokus for "Mary eller skabelsen af Frankenstein" af Anne Eekhout. Her er det også skaberværket, der indtager hovedrollen, og som læser kommer man med til Genevesøen og udforsker alle de elementer i Shelleys liv, der førte til skabelsen af "Frankenstein".
Mary Shelley optræder også, mere lyrisk, i Ida Marie Hedes "Seancer", hvor den livgivende elektricitet løber igennem og lige præcis udforsker grænselandet mellem det fysiske og det spirituelle, livet og døden.
En helt anden - men forståelig - rolle spiller det skabte menneske i Gry Stokkendahl Dalgas' "At performe transkønnet vrede". Det er et værk, som meget passende er sammensat af vidt forskellige dele og fremstår som en hybridform, der lever sit helt eget liv. Men kroppen, den omskabte krop, går igen, og det gør det til en overraskende, men også meget, meget fin læseoplevelse, hvis man troede, at "Frankenstein" kun handlede om monstre og vrede landsbybeboere.
