Litteratur

Nyt år, ny læsesmag

Nytåret har det med at få os til at se os selv udefra. Hvad vil jeg give mere plads? Og hvad må godt glide lidt i baggrunden? Lad det også gælde dit læseliv!

Af biblioteket

Illustration med en åben mund som slikker en åben bog.

Når læsningen går i stå

Så er det blevet januar. Du er måske blevet færdig med den bog, du satte dig for at læse i juleferien. Eller måske gik du helt i stå, fordi den ikke var så spændende, som du havde håbet.

Måske var den for spændende. Måske druknede både bog og koncentration i julegæster, madplaner og lange to do-lister.

Der kan være mange grunde til, at en bog ikke lige fænger. Og det er (selvfølgelig!) helt i orden.

Men indimellem sker det, at ingen bøger rigtig fænger. At man slet ikke kan komme i gang - eller omvendt sagtens kan starte, men aldrig få læst noget til ende.

Læser, kend dig selv!

Læsesmag ændrer sig. Med livet, hverdagen, energien.

Det, der fungerede sidste år - eller for fem år siden - rammer ikke nødvendigvis det samme sted i dag.

Det er ikke et nederlag at lægge en bog fra sig.

Det er en justering.

Hvis du falder i søvn over den bog, du er i gang med, så lad den ligge. (Hvis det er en biblioteksbog, skal du aflevere den igen - helt uden dårlig samvittighed).

Lad det i stedet for være en mulighed for at give dig i kast med noget helt nyt.

At opgive en bog er ikke et nederlag. Det kan være første skridt mod at finde noget, der faktisk giver læselysten tilbage.

I denne artikel har vi strøet anbefalinger allegoriseret i genrer og typer. Ikke for at presse dig i gang - men for at give dig lyst.

Du behøver ikke finde den rigtige bog.

Du skal bare finde en bog, der føles rigtig lige nu.

En (tiltrængt) læserrevolution!

For den helt nørdede vil vi anbefale Lea Fløes bog En mand med en ged på side 251. Det er en bog, der handler om netop læsesmag, læseliv, læselyst og alt, hvad der gør en klogere på sig selv som læser. Gennem bogen deler Fløe generøst ud med anbefalinger, der matcher forskellige typer læsere og læseoplevelser. Fabelagtigt nørderi!

Et godt førstehåndsindtryk

Nogle gange skal læselysten ikke tænkes, bare prøves.

Tag en bog. Læs ti sider. Mærk efter.

Vil du videre? Fortsæt.

Vil du ikke? Så luk den og tag en ny. Gerne en helt anden slags.

Læs med maven

Spørg ikke: Hvad burde jeg læse?

Spørg i stedet: Hvad har jeg lyst til?

Noget let. Noget mørkt. Noget sjovt. Noget kort. Noget smukt. Måske er det en litterær sværvægter. Måske et haiku-digt. Måske bare et enkelt kapitel.

Din mave ved det ofte før hovedet.