Lige siden debuten Gennem min hånd, 1987, optræder der religiøse temaer og billeder i Simon Grotrians digte. I Seerstemplet fra 2001 skriver SG sig direkte op imod den kristne salmetradition, bl.a. Kingo og Grundtvig, og nu tager han så skridtet fuldt ud med denne nye samling, bestående af 65 salmer. I rimede og metrisk bundne former, der både omfatter sangbare tekster og kortere mere meditative tekster med karakter af bønner, øser SG af bibelsk stof fra Gl. og Ny Testamente. Salmerne forholder sig til den kristne konfession og dens symbolsprog, der taler om synd, tvivl, nåde og opstandelse, men med samme selvfølgelighed henviser til helt konkrete og prosaiske hverdagsting og erfaringer, der rimer "sparkedragt" på "skærsildspragt". Det religiøse sprog bliver aldrig til fad eller from opbyggelighed i SG's tekster som i kraft af deres dybt personlige og overraskende billeder bevæger sig suverænt mellem anfægtet splittethed og enfoldig barnetro: "Troen kan vi ikke gruble/ den skal bare pakkes op/ kærligheden er at juble/ i den samme verdenskrop -". Grotrians nye digte er en fornyelse, ikke blot i forhold til hans eget forfatterskab, men også i forhold til den danske salmetradition. Komponisterne vil sikkert snart stå i kø for at sætte disse tekster i musik, og de er et levende bevis på, at brugsværdi og litterær kvalitet på ingen måde behøver at udelukke hinanden

Jordens salt og verdens lyd består af 65 salmer, hvori Grotrian bekender sin tro og besynger livet, lyset og håbet, sådan som det kommer til udtryk i den kristne tro...