Lektørudtalelse

Forfatter: Henriette Olesen

Kort om bogen

En farlig mission, en kommende ridder og mange farer og fjender. Skøn klassisk fortælling om tilblivelsen af en ridder. Anbefales til læsere fra 12 år og voksne med hang til klassiske ridderfortællinger

Beskrivelse

Tiuri skal sidde helt tavs i en kirke natten igennem, for at blive slået til ridder den næste dag, men pludselig hører han en indtrængende bøn om hjælp. Som en ægte ridder beslutter Tiuri sig for at hjælpe, og snart er han kommet ud på sit livs eventyr. Han må drage afsted for at finde ridderen med det hvide skjold, desværre er ridderen blevet angrebet, og nu må Tiuri bringe et hemmeligt brev fra det ene kongerige, over bjergene til det andet kongeringe. Det bliver en lang og farefuld færd, hvor mange gør alt for at forhindre Tiuri i at nå frem

Vurdering

En klassisk episk ridderfortælling, der har et langsomt tempo og detaljerede beskrivelser. Tiuri kommer på en rigtig dannelsesrejse, hvor han møder venner og fjender. Han udvikler sig i takt med rejsen gennem landet. Bogen er velskrevet, men kræver en trænet læser. Sproget kan virke noget stift og gammeldags, men historien er spændende og belønner den vedholdende læser. Bogen blev første gang udgivet i 1962 og udkom på dansk i 1990 (Brevet til kongen. [Bind] 1 og Brevet til kongen. [Bind] 2). Den genudgives, da bogen er filmatiseret som en Netflix-serie

Andre bøger om samme emne

Bogen kan sammenlignes med fortællinger om kong Arthur, hvor ridderligheden er i fokus