Hvorfor fascineres vi af gyset?
Hvordan kan du holde det ud? Det er et spørgsmål, gyserfans jævnligt får. Her får du nogle af forklaringerne på, hvorfor vi mennesker igen og igen opsøger frygten - frivilligt.
Af biblioteket
Aristoteles: Frygt som æstetisk oplevelse
Allerede i Antikken undrede man sig over, at frygt kan være forbundet med nydelse. Det hæslige kan nemlig godt være æstetisk smukt, og en gyser kan være både velkomponeret og sublimt skrevet. Ofte er det derfor ikke selve det grusomme, der tiltrækker os, men måden det bliver formidlet på - kunstens udførelse snarere end indholdet i sig selv.
Aristoteles gik endda så langt som til at mene, at der kan være en renselse eller forløsning forbundet med at udsætte sig selv for frygt. Ved at opleve rædslen i fiktionen kan vi få afløb for stærke følelser i trygge rammer.
Freud: Det uhyggelige i os selv
Med psykoanalysens fremkomst fik gyset en ny forklaring. Sigmund Freud udviklede psykoanalysen som en terapeutisk behandling af patienter, men hans teorier har siden fået stor betydning for flere humanistiske fagområder til analyser af litteratur og film.
Freud mente, at det uhyggelige udspringer af fortrængt materiale - ofte med seksuelle undertoner. Ifølge denne forståelse er det ikke det fremmede og ukendte, vi frygter mest, men de sider af os selv, som vi ikke vil vedkende os. I den optik bliver monstret i fiktionen et spejl af det fortrængte i mennesket.
Gyset som spejl af samfundet
Gyset afspejler ikke kun det individuelle sind, men også den tid, det bliver skabt i. Ser man historisk på genren, er der tydelige sammenhænge mellem gyserfortællinger og perioder præget af kriser og uro.
Efter 2. verdenskrig opstod en bølge af gysere, der kredsede om frygten for atombomben og kommunismen. I slutningen af 1970’erne og op gennem 1980’erne fulgte en lang række slasherfilm, som ofte tolkes som en reaktion på Flower Power-periodens opblødning af seksualmoralen.
Især op gennem 2000’erne og 10’erne er vi til gengæld blevet oversvømmet med historier om zombier. Zombier er ustoppelige og truer både samfundets strukturer og familiens enhed. Allerede i ”Night of the Living Dead” brugte George A. Romero zombien som social kritik, men i nyere film og serier repræsenterer den ofte frygten for globale pandemier og sammenbrud.
Gyset som biologisk nydelse
En mere biologisk forklaring på fascinationen af gyset peger på hjernens kemi. Hjerneforsker Morten Kringelbach forklarer, at de samme områder i hjernen aktiveres, når vi bliver skræmt, som når vi oplever nydelse.
En effektiv gyser bygger langsomt en forventning op: Lige om lidt sker der noget. Når forløsningen endelig kommer, frigiver hjernen nydelsesskabende stoffer, fordi vi tror, vi er i fare - men samtidig ved, at vi er i sikkerhed. Derfor kan gyset opleves som en form for biologisk rus, ikke ulig den, nogle mennesker får ved rutsjebaner, faldskærmsudspring eller andre adrenalinfyldte oplevelser.
Men gyset virker ikke ens på alle. For nogle føles forskrækkelsen dejlig, fordi frygten udløser dopamin. For andre overdøves velværen af ubehag, og den samme kemiske reaktion kan i stedet gøre oplevelsen angstprovokerende eller ligefrem traumatiserende.
Darwinistisk litteraturteori
I forlængelse af den biologiske tilgang arbejder den danske forsker Mathias Clasen med en evolutionspsykologisk forklaring på vores dragning mod gyset.
Inden for den litterære darwinisme betragtes fiktionens figurer som biologiske væsener - ikke kun som symboler. Derfor virker skabninger som varulve og vampyrer så stærkt, fordi de minder om rovdyr, vi evolutionært er programmeret til at frygte.
Men hvis frygt skal få os til at undgå fare, hvorfor opsøger vi så gyset? Ifølge Clasen handler det om nysgerrighed. Havde vores forfædre blot lukket øjnene eller flygtet i panik ved enhver trussel, havde de haft ringe chance for at overleve. Fascinationen af det farlige gør os bedre til at genkende og forstå trusler - også selvom de fleste i dag kun eksisterer i fiktionen.
Tre typer horrorfans
Til slut skal nævnes den nyeste forskning fra Recreational Fear Lab. Her fortæller Marc Malmdorf Andersen om en dansk-amerikansk undersøgelse, der peger på, at man kan opdele horrorfans i tre typer:
- Adrenalinjunkien, som elsker spændingen og adrenalinsuset og opsøger horror for følelsen af at blive bange.
- Dark Copers, som bruger genrens mørke sider til refleksion og bearbejdning over deres eget liv og virkelighed.
- White Knuckles, som egentlig ikke bryder sig om frygten, men alligevel opsøger gyset for at lære og udvikle sig gennem ubehagelige oplevelser.
Det er altså langt fra alle, der læser og ser horror, fordi de nyder det. Til gengæld kan gyset give indsigt, erfaring og forståelse - også når det føles ubehageligt.
