Majken, børnekulturformidler hos Aabenraa Biblioteker & Kulturhuse, er ret så glad for Peter Hermanns univers med Bille og Bjørn.

Anbefaling: ”Bille & Bjørn 1”

17.03.21
Hvis du troede, at månen var lavet af ost, så tro om igen. Men hvad den er lavet af, må du selv læse dig frem til i Bille & Bjørns mærkværdige, ordløse univers. 

Bogen handler om Bjørn, en distræt og kreativ bjørn (sådan en med blæksprutter og levende drager i bogreolen, postkassen fuld af rudekuverter og så videre - måske du kender typen?), der bor sammen med billen Bille. 

Bille skal ud og tisse af inden sovetid, og vi følger Bille og Bjørns tur gennem byen, til de finder det sted, Bille finder passende for sit ærinde. 

Bille og Bjørn snakker og tænker deres helt eget ikoniske sprog, og ord er således unødvendige for at forstå handlingen. 

På billedsiden fungerer ”Bille og Bjørn” godt med afdæmpet mørkeblå baggrund på siderne, hvor farvestænk på personer og objekter, får dem til at poppe ud undervejs. 

På nogle sider fremstår bogen som en tegneserie med forskelligt indrettede billedfelter, og på andre sider breder en tegning sig over et helt opslag, på hvilket der sker en masse. 

Det sidstnævnte giver effekt af en slags mylderbog, hvilket giver læseren mulighed for at dykke ned i alle de skæve situationer, der omgiver hovedfortællingen.  

”Bille og Bjørn” er en sød, humoristisk og relaterbar hverdagshistorie, der foregår i sin helt egen, dog på mange måder, genkendelige verden. 

Kan læses af alle, også de helt mindste, der kan få stor fornøjelse af at undersøge billederne, men anbefales især til de 3–7-årige. 

/Majken Fosgerau Salomonsen, børnekulturformidler hos Aabenraa Biblioteker & Kulturhuse

Materialer