Fire piger, Kirstine, Kamille, Victoria og Malou, ankommer til optagelsesprøven på Rosenholm Kostskole. Her får de brug for deres venskab og magi for at løse en mordgåden.

Anbefaling: Roser og violer 

24.03.21
Læs første del af triologien af Gry Kappel Jensen. Her er magi, mordgåder, svære følelser og forelskelse. 

Fire piger, Kirstine, Kamille, Victoria og Malou, ankommer til optagelsesprøven på Rosenholm Kostskole. De har alle fået en invitation til et informationsmøde, men de ved ikke rigtig hvad de går ind til. 

Optagelsesprøverne handler da heller ikke om, hvor dygtige de er, men at finde ud af, hvilke magiske evner de besidder. 

De har nemlig alle fire forskellige magiske evner.

Det viser sig, at Rosenholm kostskole er en hemmelig skole, der uddanner magikere. I stedet for almindelige skolefag undervises der blandt andet i blodmagi og norønmagi. 

De fire piger skal bo på værelse sammen og danner hurtigt et stærkt venskab, som viser sig at være livsvigtigt for dem. 

Victoria bliver hjemsøgt af en ånd af en pige, der blev dræbt på skolen for mange år siden og vil have pigerne til at finde hendes drabsmand. Samtidig med den mystiske mordgåde viser der sig tegn på at et nyt mord er forestående. 

Pigerne får brug for deres venskab og magi for at løse gåden.

Ud over mordgåder, det magiske og fantasyuniverset, så er det også en bog om at være teenager, om svære følelser, forelskelse og at finde sig selv. Der er bal, store kjoler, mystik, drenge og skoleunivers for alle pengene.

En virkelig god bog, som får min varmeste anbefaling. Jeg har selv lyttet til den som lydbog på ereolen og glæder mig til fortsættelsen. 

Roser og Violer er første del af en triologi.

God læselyst...

/Lene Mørk Damm, børnekulturformidler hos Aabenraa Biblioteker & Kulturhuse

PS: Du kan låne de to første bind i trilogien på biblioteket eller som ebog på eReolen Go! Tredje bind i Rosenholm-trilogien, Natskygge, udkommer efter planen i maj. 

Materialer