Emma Donoghue: Rum

Sådan er det for 5-årige Jack i Emma Donoghues roman Rum. Jack er vokset op med sin mor i Rum, et skur i baghaven hos den mand, der kidnappede og siden systematisk har voldtaget hende. Men det ved Jack ikke, alt han ved er, at dette Rum er hele verden.
Rum er en tragikomisk roman om at finde mening i det meningsløse og uoverskuelige. Romanen er fortalt med den 5-årige drengs stemme, hvilket giver historien nogle interessante dimensioner. Igennem Jack kan vi se vores egen verden på ny.

En overskuelig verden
Jacks liv er inddelt efter nogle ret forudsigelige mønstre. De spiser på stort set samme tidspunkter, ser fjernesyn på bestemte tidspunkter, går i bad, dyrker ”motion”, går i ”skole” osv., på bestemte tidspunkter. Hver aften kl. 9 skal Jack ind og sove den første del af aftenen i Klædeskab, i tilfælde af at Gamle Nick skulle komme. Indimellem har han mad og husholdningsprodukter med fra det uvirkelige Ydre Rum.

Jack er vant til, at alt hvad der er virkeligt og findes i verden, er noget, som han har styr på. Noget han kan se, som han ved hvor er og som har mening i deres liv. Alt, hvad der eksisterer, er dyrebart for Jack, fordi der muligvis kun findes én. Det er reflekteret fysisk på bogsiden ved, at tingene står skrevet med stort begyndelsesbogstav. Jack er venner med Gulvtæppe på stort set samme vis som med Dora the Explorer fra fjernsynet. Derfor er det noget af et chok for den lille dreng, da moren begynder at fortælle ham, at dem han ser i fjernsynet er virkelige mennesker, der eksisterer i en verden udenfor. Moren er ved at blive desperat og må indvi Jack i noget af sandheden for at kunne udføre en meget risikabel plan, der kan give dem deres frihed tilbage.

Jacks stemme
Historien er fortalt fra Jack synsvinkel. Et træk der kunne ende med at være meget utroværdigt, men som faktisk holder fint her. Jack virker næsten gammelklog. Han kender mange flere ord end andre børn på hans alder, men den måde han reflekterer over verden og ”taler” om den på afslører, at han er meget naiv. Derfor bibeholder fortællerstemmen ret godt sin troværdighed. Jacks stemme giver historien en anderledes lavpraktisk, lavstemthed, der passer den godt. Mange af de frygtelige ting, der sker omkring Jack, er ikke noget, han som sådan opfatter eller ser, fx voldtægterne eller skrigelegens egentligt funktion. Det giver historien en intensitet, fordi læseren nogle gange kan fornemme, hvad der sker, på trods af fortælleren. Der er noget komisk og eventyrligt over Jacks møde med verden, men også noget tragisk og tankevækkende.

Jack føler sig glad og tilpas i Rum, men nogle ting forråder fortællerstemmen og viser læseren, at ikke alt er som det skal være. Han har det fx med at tælle sine tænder, når han bliver stresset. Han har også en voldsom, nærmest paniklignende reaktion på, at moren fjerner spindelvæv, så edderkoppen måske ikke kommer tilbage, på at hun dræber en myre og på at deres plante dør. Jack har brug for andre i sin verden, for venner, selvom han er ekstremt knyttet til sin mor. Det er også derfor, at den ødelagte ske er hans ven. Der er næsten en tvingende nødvendighed af hver tings eksistens for den lille dreng.

Fantasillioner af ting
Spoiler alert. De kommer ud. Lige på det tidspunkt, hvor man som læser begynder at føle, at beskrivelserne af deres hverdag i Rum er ret ensformige. Og selvfølgelig er de det, de kan jo ikke være andet. Flugten afhænger af og lykkedes som resultat af den lille drengs første tur ud i den ”virkelige verden”. En måske lidt utroværdig, men i bedste fald meget heldig affære. Jacks møde med et større univers er interessant, fascinerende og til tider frustrerende. Han kan næsten ikke overskue en verden, der er så stor, at man ikke kan forstå alting, ikke kende alting, ikke have et forhold til alting:

”Hun flytter sig lidt. ”Jack, der er masser af ting i verden.”
”Fantasillioner?”
”Fantasillioner og fatasillioner. Hvis du forsøger at få plads til dem alle sammen inde i dit hoved, ender det med at sprænges.” […]
Jeg tæller igen vores åndedrag. Jeg forsøger at bide mig selv, min skulder, det gør ondt. I stedet for at tænke på aberne tænker jeg på alle børnene i verden, jeg tænker på, at de ikke er tv, men virkelige, at de spiser og sover og tisser og laver bæ ligesom mig. Hvis jeg havde noget skarpt og stak dem, ville de bløde, og hvis jeg kildrede dem, ville de grine. Jeg vil gerne møde dem, men det gør mig svimmel, at der er så mange, og at jeg kun er én.”

Alle de muligheder, den nye verden indeholder, er ikke udelukkende befriende for Jack, men skræmmende. Moren der både psykisk og fysisk er mærket af tilfangetagelsen kæmper også med at tackle den nye frihed og mediernes opmærksomhed. Især reality-nyheds-journalistikken får en skarp kritik.
Rum er en original, morsom og tankevækkende roman, som alle kan læse.  Det er efterhånden en del år siden, at bogen blev udgivet,  men det er stadig en god læseoplevelsen. Så hvis du ikke lige har fået læst den endnu, så gør det endelig.