Podcasts der holder dig opdateret

31.08.20
En lille liste med podcasts, der handler om forskellige former for nyheder med et særligt fokus på udenlandsk politik

Under min for nyligt overståede anden barselsorlov følte jeg, at lydbøger var helt uoverkommelige. Det krævede jo sammenhængende tid og nærvær og det var ikke det jeg havde mest af.

Men jeg trængte dog til at have hovedet fyldt med andet end mødregruppesnak og babylyde, så jeg i det mindste havde lidt fornuftigt at byde ind med, når baby M og jeg bevægede os ud af babyboblen.

Derfor gav jeg mig til at undersøge podcastgenren og fandt til min store overraskelse ud af, at jeg har en interesse for udenrigspolitik, især amerikansk politik, og nyheder i det hele taget.

I dag har jeg det bedst når jeg har fået hørt mit ugentlige fix af "Verden i følge Gram" og "Stjerner og striber". Jeg håber denne liste kan give dig inspiration til, hvor du skal begynde, hvis du gerne vil være lidt mere opdateret på, hvad der sker i Danmark og ude i verden.

 

Verden ifølge Gram 

Programmet sætter hver uge fokus på et sted i verden, hvor tingene spidser til. Det er egentligt et P1-program, der bliver sendt hver tirsdag mellem 9 og 10, men er tilgængelig som podcast senere på dagen. Steffen Gram er vært og har som regel tre gæster i studiet eller med på telefon fra udlandet. Programmets egen underoverskrift er: "Udsyn med personlighed og perspektiv", og netop Steffen Grams tilgang til stoffet og enorme bagkatalog af viden gør programmet virkelig godt. Mens jeg har fulgt med det sidste års tid, er jeg blevet meget klogere på Hong Kong, Libanon, Ukraine, Rusland, Kina og ikke mindst USA. 

Læse mere her: Verden ifølge Gram

Stjerner og striber - Vejen mod Det Hvide Hus

Nogen vil mene, at man i de danske medier hører for meget om amerikansk politik. Måske er det også derfor, at dette ikke er et "rigtigt’" program på P1 - men en podcast. Så kan os, der synes at valget i USA til november er det vigtigste, der sker i år, få lov at nørde igennem uden at det generer sendefladen. Podcasten fokuserer på den amerikanske valgkamp og er en til tider helt hyggelig snak mellem DRs USA korrespondenter og USA-analytikere. Valgkampen er for alvor skudt i gang, nu hvor både Demokraternes og Republikanernes konventer er overstået og vi nærmer os, at der kun er 2 måneder til valget. Podcasten kommer 2 gange i ugen og varer 20-30 minutter. Og hvor vil jeg savne den, når valget er overstået.

Læs mere her: Stjerner og striber

Genstart

Genstart blev lanceret cirka samtidig med, at min datter begyndte på grød. Det tager virkelig lang tid at give en baby sin første skemad og min tålmodighed lå på et meget lille sted. Derfor var Genstart en perfekt podcast at høre, så tiden gik hurtigere. Alle hverdage kl. 6 er der et afsnit af Genstart klar. De varer mellem 20-30 minutter, og hver dag dykker vært Knud Brix ned i en aktuel nyhedshistorie. Han har som regel en journalist med i programmet, som har dækket den pågældende historie indgående. Jeg er blevet klogere på mange forskellige ting ved hjælp af Genstart fx Britta Nielsen, Alternativet og Juan Carlos, mens jeg alligvel tørrede babymos op fra gulvet. 

Læs mere her Genstart

Du lytter til Politiken

Denne Podcast kender jeg ikke så godt endnu, da jeg først har fundet den efter, jeg er kommet ud af barselsboblen og har startet min pendlertilværelse op igen. Men den minder rigtig meget om Genstart. Her er det dog ikke DR men Politiken, der er afsender. Den ligger også klar som Podcast mandag-fredag kl. 6, dog skal man have abonnement på Politiken, hvis man vil høre andet end programmerne mandag og fredag. Denne podcast handler også om mange forskellige ting. For eksempel begyndte jeg denne mandag med at høre en udsendelse om en ny bevægelse, der vil befrie Britney Spears fra hendes far. I den helt anden ende handler tirsdagens historie om Lars Løkke og hans nye bog; “Om det meste og de fleste”. 

Læs mere her: Du lytter til Politiken

Tags