Op i sadlen!

03.01.19
Tag med på en tur igennem noget af rock-/ og countryhistoriens ikoniske musik, der har hesten som symbolik.

Af: Steffen Kronborg, Rudersdal Bibliotekerne
 

Efter nytår har vi "Grisens år” ifølge den kinesiske astrologiske kalender, og det lyder jo ikke særlig imponerende. Hvem har lyst til at identificere sig med en gris? Så er der mere power i ”Hestens År”, som senest faldt i 2014. En hest er et langt mere dynamisk væsen end en gris, og de karaktertræk, der i den kinesiske kalender forbindes med hesten er da også begreber som ”energisk” og ”entusiastisk”.

Desværre er der længe til det igen er ”Hestens år”, så i mellemtiden må vi prøve at klare os med nogle heste fra de år, der allerede er gået, og de heste kan man bl.a. finde i rockmusikkens tekster. Tænk f.eks. blot på cd-udgivelsen med Neil Young fra 1997, der netop havde titlen Year of the horse. Her var der power og dynamik for alle pengene, og der var kraftudladninger nok til at drive et mindre elværk – som der normalt er det, når det er Neil Young, som holder guitaren. Cd-udgivelsen indeholder live-optagelser fra Youngs 1996-turné, hvor han rejste land og rige rundt med det hæderkronede band Crazy Horse, og i sandhedens interesse refererer cd-titlen nok snarere til navnet på backing-gruppen, end det har noget med den kinesiske kalender at gøre.

Faktisk var hverken 1996 eller 1997 ”Hestens År”, så ud fra en astrologisk synsvinkel er der ingen grund til at interessere sig for årene som specielle heste-år. Det er der til gengæld ud fra en rock-historisk synsvinkel, og det samme kan siges om de år, jeg i det følgende vil fremhæve som gode ”heste-år” i rockmusikken. Måske passer den kinesiske astrologi bare ikke til virkeligheden? Nå, det vil jeg overlade til andre at dømme om og i stedet koncentrere mig om nogle af rockens mest markante heste-år, hvilket i min optik især vil sige årene 1970 og 1971.

Allerede i 1967 havde The Doors bragt hesten ind i rockmusikken med nummeret ”Horse latitudes” fra lp'en Strange days, der stadig står som et af højdepunkterne i gruppens karriere. Det var dog ikke sangen om heste-breddegraderne nord og syd for Ækvator, der udmærkede The Doors' anden lp-udgivelse, hvor dette nummer tværtimod fremstod som et af udgivelsens svageste udspil. Men som ramme om Jim Morrisons teatralske tilrettelæggelse af musikken, fungerede sangen OK, med både hesteplask samt skrig og skrål indlagt i baggrunden.

Så var mere hest i Byrds-nummeret Chestnut mare fra dobbelt-lp'en (Untitled) / (Unissued) fra 1970. Sangen om den kastanjebrune hoppe, der i ugevis driver gæk med tekstens fortæller-jeg, stammer fra det tidspunkt i The Byrds' karriere, hvor gruppen definitivt havde overgivet sig til country-musikken og spillede langt mere country end folk og rock. Nummeret ”Chestnut mare”, med tekst af forsanger og bandleder Roger McGuinns faste makker i disse år, Jacques Levy, er, om ikke musikalsk så i hvert fald tekstmæssigt, et tydeligt vidnesbyrd om country-mytologiens dominerende position i gruppens selvbevidsthed på dette tidspunkt i karrieren. En lang sang om en vild hest – det må da kaldes renlivet country! I øvrigt er der tale om en dejligt iørefaldende og langtidsholdbar sang.

En anden mindeværdig heste-sang fra ”Hundens År” 1970 er Bob Dylans lille vuggevise ”All the tired horses”, som man første gang kunne høre på sangerens i samtiden temmelig uglesete dobbelt-lp Self portrait. Lytterne dengang vidste ikke rigtigt, hvad de (vi) skulle stille op med den mærkelige lp-udgivelse, som slet ikke passede ind i billedet af den geniale digter med det kryptiske tekstunivers. Hvad var meningen med denne mærkværdige samling crooner-sange, traditionelle viser og country-numre? For slet ikke at tale om det ganske besynderlige indledningsnummer, ”All the tired horses”, med sang af et kvindekor og uden spor af Dylans egen stemme. Hvad tænkte manden på? Svaret blæser fortsat i vinden – men der er ingen tvivl om, at sangens to tekstlinjer, der med næsten hypnotisk virkning gentages igen og igen, er et af de numre fra Self portrait, man husker. Og husker meget længe:

All the tired horses in the sun
How am I supposed to get any riding done?

Når man taler om hypnotisk virkning, vil det være oplagt også at nævne et andet hestenummer, denne gang fra ”Grisens År” 1971. Sangen blev et stort hit og var med til at skabe gruppen bag den en lang og glorværdig karriere. Det drejer sig om nummeret ”A horse with no name” med gruppen America, som i 1971 udsendte lp'en America, hvorfra sangen ”A horse with no name” – oprindelig med titlen ”Desert song” – blev valgt som det første singleudspil. Resten er historie, som man plejer at sige. Eller udtrykt på en anden måde: den utroligt inciterende sang om hesten uden navn og med en fremførelse, der giver stærke mindelser om en Neil Young-sang, gik lige i lytterne og blev godt modtaget i en stribe lande. Selv om den også opnåede den tvivlsomme ære at blive forbudt på visse amerikanske radiostationer pga. tekstens potentielle lovprisning af heroin (horse).

I've been through the desert on a horse with no name
It felt good to be out of the rain
In the desert you can remember your name
'Cause there ain't no one for to give you no pain.

Men 1971 bød også på en anden, nok endnu mere kendt heste-sang end “A horse with no name”. Dette år udsendte The Rolling Stones pladen Sticky fingers, og et af glansnumrene på den nyklassiske udgivelse var sangen ”Wild horses”, der siden er indspillet i et utal af versioner og af et utal af musikere (bl.a. af The Flying Burrito Brothers i en fin version). Ligesom de fleste andre Stones-numre er sangen skrevet af Mick Jagger og Keith Richards, og ligesom en stribe af parrets øvrige udfoldelser er der tale om en temmelig hadsk, næsten bitter tekst. Og dog: i sangen siges det netop, at ”no sweeping exits or offstage lines / could make me feel bitter or treat you unkind”. Men det siges nærmest i trods, og på trods af ordenes udsagn om, at end ikke 10 vilde heste kan trække fortæller-jeg'et bort fra den attråede, er der ikke meget glæde at hente i sangteksten. Det er og bliver en ret bitter sang – uanset hvad nogle af tekstlinjerne ellers  måtte give udtryk for om den sag.

I 1975 udsendte Patti Smith pladen Horses, hvor hestene dukker op flere steder i den endog meget ordrige tekst, men det er ikke en udgivelse, der står mit hjerte nær – for nu at sige det på den måde. Lad mig i stedet slutte denne lille oversigt over nogle gode heste-år med en henvisning til en sang af musikeren, der også indledte artiklen: Neil Young. I 1977 (dvs. stadigvæk året før Hestens År, 1978) udgav Young lp'en American stars 'n bars, som bl.a. indeholdt nummeret med den sigende titel ”The old country waltz” - og i samme genre: ”Saddle up the Palomino”, om den ensomme cowboy, der rider bort i solnedgangen:

Saddle up the palomino, the sun is going down.
The way I feel, this must be real.

Hvis nogen ellers skulle være I tvivl, er vi for alvor ude på landet her. Men ret skal være ret: pladen indeholder også et af Youngs mest forrygende guitarbaserede tour-de-force-numre, som man næppe kan blive træt af at lytte til: ”Like a hurricane”. Der er masser af hestekræfter i den sang, men ingen eksplicitte referencer til det firbenede ridedyr. For at finde det må man til sangen om palominoen.

Og så er der vist også tygget nok drøv på den metaforik.

Oprindeligt skrevet af Bibzoom.

Tags