Danskernes yndlingsord 2018 er fundet. Er du ikke enig i valget, så pyt!

13.09.18
Det er i hvert fald det ord, som 28 procent af de deltagende i afstemningen stemte på.

Siden den 3. september har Danmarks Biblioteker, som en del af Danmarks Biblioteksuge: ORD, inviteret alle til at deltage i afstemningen om Danskernes yndlingsord, dvs. ord som betyder noget særligt, ord som gør en glad, eftertænksom eller på anden vis betyder noget for en som menneske.

Forud for afstemningen har alle kunne nominere deres yndlingsord. Blandt flere end 1500 nominerede ord, blev 9 udvalgt til afstemningen, nemlig anstændig, dvæle, hæsblæsende, kissejav, krænkelsesparat, kålhøgen, lurendrejer, pyt og tak. De 9 ord er udvalgt af en kyndig ordjury bestående af Danmarks bedste krydsordskonstruktør Hanne Marie Reffelt, formand for Dansk Forfatterforening Morten Visby samt af digter og tidligere dansk mester i poetry slam Peter Dyreborg.

Afstemningen sluttede den 12. september, og med 28 procent af alle stemmer er PYT det ord, som flest har peget på som Danskernes yndlingsord 2018.

 

Citater fra nogle af de mange der har nomineret PYT

• Et lille ord som kan have stor betydning, hvis det bruges i de rigtige situationer og i den rette mængde.
• I tider med stress og mange krav fra omverden er det vigtigt at kunne bruge ordet "PYT".
• Det burde vi være bedre til at bruge i stedet for at hænge os i småting
• Kan tiden mon bruges bedre?
• Er alle diskussionerne virkelig hovedpinen værd?
• PYT minder mig om, at jeg ikke er verdens centrum
• Sommetider er den bedste løsning bare at sige PYT og komme videre.
• PYT kan måske endda gøre mig til et mere rummeligt menneske